Moovy Exclusive: Hvorfor er "The Texas Chain Saw Massacre" så pissegod?

Et mesterværk fylder rundt.

Okay, indrømmet, måske er et retorisk spørgsmål ikke det bedste udgangspunkt for en overskrift. Jeg har allerede diskvalificeret mig selv som valid kilde i forhold til nøgternt at bedømme kvaliteterne af "The Texas Chain Saw Massacre", og den var helt sikkert ikke gået i en afhandling på en længere videregående uddannelse. For hvordan underbygger man smag som kvalitet? Hvordan overbeviser man andre om, at lige præcis denne film er et mesterværk på niveau på Michelangelos loft i Det Sixtinske Kapel? Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg vil alligevel prøve. 

"The Texas Chain Saw Massacre", eller "Motorsavsmassakren" som den mere mundret hedder på dansk, fylder nemlig 50 år i disse dage, og kan i den forbindelse nu atter opleves på det store lærred i biografen. En fødselar der trods sin alder og sin - med nutidens øjne - forholdsvist simple tilgang, stadig fungerer og stadig er niveauer over stort set alle moderne mord- og massakrefilm. Instruktør Tobe Hooper var nemlig i stand til at skabe en film, der med få virkemidler kunne mærkes gennem lærredet. Et minimalistisk mareridt hvis lige ikke er set siden.

Det er egentlig en ret simpel opskrift. Fem teenagere på road trip gennem Texas render ind i en bestialsk kannibalfamilie. Herefter følger et mareridt der udvisker grænserne mellem nat og dag. Det er ikke længere muligt at træde ud af skyggerne og føle sig tryg. Ondskaben er til frit skue.  

Hvor uhyggen førhen som regel skulle findes i mørket, trak Tobe Hooper nu frygten ud fra skyggerne, helt ud i den ulidelige texanske sommersol. Monstrene gemte sig ikke længere i natten, nej de blaffede ved landevejen, arbejdede på lokale tankstationer og slagterier, eller befandt sig i faldefærdige huse. Du er ikke længere i sikkerhed i dagslyset. 

Jeg var måske omkring 13-14 år første gang jeg så "Motorsavsmassakren", og jeg var egentlig ikke synderligt imponeret, men det tager jo som bekendt tid at lære at sætte pris på gode ting. Se bare på ting som vin, poesi, ost, oliven, Neil Young og Joy Division. Det kommer med alderen. Og da jeg som stor teenager igen forsøgte mig med filmen, ramte den nu som en lægtehammer. Helt fra filmens introsekvens, hvor en dyster monolog sætter rammen for, hvad der nu skal ske, og fjerner enhver form for tro på, at noget vil ende godt i løbet af de næste 85 minutter: 

"The film which you are about to see is an account of the tragedy which befell a group of five youths, in particular Sally Hardesty and her invalid brother, Franklin. It is all the more tragic in that they were young. But, had they lived very, very long lives, they could not have expected nor would they have wished to see as much of the mad and macabre as they were to see that day. For them an idyllic summer afternoon drive became a nightmare. The events of that day were to lead to the discovery of one of the most bizarre crimes in the annals of American history, The Texas Chain Saw Massacre."

Allerede her er det forbi. Håbet er kvalt. Der er intet at gøre, og vi kan aldrig vende hjem igen. 

Desværre når vi knap nok at trække vejret ovenpå denne indledning, før freden igen spoleres af filmhistoriens mest ubehagelige lyd. De fleste der har set "Motorsavsmassakren" mere end en enkelt gang, vil helt sikkert kunne genkalde sig den ulideligt påtrængende lyd af en kamerablitz. Lyden, der vistnok er lavet ved at gnide to klaverstrenge sammen, er ætset ind i hukommelsen, og jeg kan ikke umiddelbart komme på en lyd i filmhistorien, der per automatik indgyder mere frygt i mig end denne.

Utroligt nok må det være filmens beskedne budget, der er et af de vigtigste elementer i at frembringe filmens ubehagelige atmosfære. Den rå, primitive og grynede stil hiver dig ind i filmen, og får det hele til at føles meget mere ægte. Kameraføringen trækker dig med helt ind i ondskabens hjerte, og i sekvensen hvor stakkels Pam bevæger sig ind mod huset, kan du næsten mærke, hvordan bygningen tårner sig op over hende. Pam bliver mindre og mindre, jo tættere hun kommer på huset. Det der for få sekunder siden "bare" var et hus, virker nu som det værste sted i hele verden. Sveden pibler frem, og selvom sydstatssolen kun befinder sig på skærmen, kan strålerne alligevel mærkes og du bliver varm, tør og konfus. Jeg tror faktisk, det er derfor "Motorsavsmassakren" har sat sig fast i mig som en rusten savklinge. Fordi det er film, der kan føles. Du kan næsten lugte omgivelserne. Du kan fornemme den tørre luft i nakken. Du kan føle sveden på din overlæbe. Du kan mærke frygten og ubehaget sætte sig som en knude i maven. Og du kan ikke kigge væk. 

Der svælges ikke i blod og indvolde, og for en film med ordene motorsav og massakre i titlen er der faktisk forbavsende lidt massakre på skærmen. Og det virker. Filmen formår at formidle alverdens grusomheder uden direkte at vise dem. Og derfor bliver det bare endnu mere effektfuldt. Din egen fantasi vil altid med længder overgå alverdens mængder filmblod. Jeg vil for evigt finde less-is-more-tilgangen i "The Texas Chain Saw Massacre" langt mere grufuld end udpenslede voldsorgier, hvor udpenslede de end måtte være.

Selv filmens motorsavssvingende galning, Leatherface, er personificeret frygt. Filmhistorien har masser af ikoniske maskerede mordere, men få er fremstillet på en så nuanceret og underligt forvirrende måde. Leatherface er til tider både som et stort barn, som en såret hundehvalp og som en voldshungrede slagter. Han er drønhamrende utilregnelig og umulig at læse. Og af alle de maskerede mordere på film er han, uhyggeligt nok, måske også den mest realistiske. Vi møder næppe Jason Voorhees på en sommerlejr, men hvem siger, man ikke kan rende ind i en sindssyg familie i en forladt amerikansk flække? De har aldrig forladt den døende by. Til gengæld er de blevet forladt af resten af Amerika. Den amerikanske optimisme er aldrig nået ud til flækken i Texas. De har i stedet fået landsbydød og nedlagte arbejdspladser, og det kan måske gøre de fleste mennesker fanget af deres egen skæbne en lille smule skøre. 

"The Texas Chain Saw Massacre" er en fremragende, forstyrrende film. En film, der er forsøgt efterlignet utallige gange, men aldrig med særligt vellykket resultat. Selv de utallige efterfølgere er alle sammen forskellige grader af elendige, måske mest tydeligt i David Blue Garcia og Fede Alvarez’ ulidelige lokumsbrand af en film "Texas Chainsaw Massacre" fra 2022. En film der slog sig op på at være en valid fortsættelse til originalen, men helt grundlæggende misforstod kildematerialet og endte som en hån af en film. Det siger måske meget om originalen. En film der er så meget sin egen, at den umuligt kan kopieres. Perfektion kan aldrig genskabes.

Tillykke med fødselsdagen. "Motorsavsmassakren"!

I anledning af repremieren på "The Texas Chain Saw Massacre" udfordrer Moovy weekenden over, om Tobe Hoopers film 50 år senere holder med nutidige øjne. Set fra tre forskellige perspektiver.

Første artikel er fra kæmpefan Jarl Mengers Andersen, der er flasket op med filmen. Næste perspektiv i rækken er fra Regitze Jørgensdatter, som for nyligt har set filmen for allerførste gang med helt friske og upåvirkede øjne. Tredje og sidste besyv er fra Nicki Jensen, der efter mange års tilløb endeligt fik set "Motorsavsmassakren" for to år siden og sat krydset på sin list of shame.