Moovy Exclusive: OFF – Odense Film Festival 2024: årets bedste animationsfilm

Odense International Film Festival – OFF24 er i fuld gang. Moovy ser nærmere på årets sprudlende udvalg af animationsfilm.

Kortfilmsfestivalen Odense International Film Festival har endnu engang omdannet den fynske hovedstad til et slaraffenland for kortfilm fra både ind- og udland. I år sætter vi særligt fokus på de animerede film, som er udtaget til konkurrencen. Herunder finder du således otte anbefalinger, der fortjener din opmærksomhed.

BYE BEAR

Tyske Jan Blitzer står bag denne sanselige film, hvor robotter med dyrehoveder fester på et motel. Der er ingen dialog, men de mindeværdige billeder afgiver ikke desto mindre en følelse af dommedag. Disse skabninger synes at være det sidste vidnesbyrd om en menneskehed, der forgreb sig på naturen, og forsøgte at tæmme den med maskiner og elektronik. Værket besidder desuden en glimrende lydside, der komplementerer de memorable billeder på bedste vis.

THE FAMILY PORTRAIT

En far og datter nyder stilheden før stormen. Hele den pukkelryggede familie er nemlig lige på trapperne, og så snart de ankommer til residensen, bryder kaosset ud. De absurde, og til tider morsomme, optrin der følger, er skabt ved hjælp af stop motion, og der er ingen tvivl om, at kroatiske Lea Vidakovic har sans for detaljen. Huset er ganske enkelt proppet med vellavede miniaturer, og jeg tvivler på, at man får alle finesserne med ved første gennemsyn. Heldigvis tåler den snildt at blive set mere end én gang.

A CRAB IN THE POOL

Animationsstilen er både primitiv og enkel, men temaerne vægtige i denne franske film af Alexandra Myotte og Jean-Sébatien Hamel. Søskendeparret Zeo og Theo har kurs mod den offentlige pool på en varm sommerdag. De er begge plaget af moderens kræftsygdom og har svært ved at se hinanden i sorgen. De forfalder til dagdrømmeri, men er snart nødt til at finde tilbage til virkeligheden, hvis ikke de skal gå til grunde. Som nævnt er animationen langt fra virtuos, men byder til gengæld på masser er kreativitet, når praksis og fantasi blandes.

BLOOD MACHINE

I en dystopisk fremtid kæmper de sidste rester af menneskeheden mod militaristiske kamprobotter, men spørgsmålet er; hvem bekriger hvem? Filmens billedside er computergenereret og virkelig dragende. Der etableres en delikat kontrast mellem de mekaniske karakterer og vinden der flår i de mange bannere, som pryder det urbane forfald. Hvis du er glad for Netflix’ antologi-serie, "Love, Death & Robots", så kunne "Blood Machine" sagtens være noget for dig.

FREELANCE

En driftig ridder ankommer til et slot, hvor den residerende konge sender ham på en opgave: Find en bestemt drage, og lever dens hoved på et fad. Vor rustningsklædte protagonist returnerer med byttet, men kongen er ikke tilfreds. Han vil have hovedet af en anden drage. Og sådan går det slag i slag, indtil vor overbebyrdede freelancer får nok. Filmen er lavet i Danmark, og selvom den kun varer godt 2 ½ minut, så udnyttes tiden til fulde. Den energiske computeranimation leder tankerne hen på "Madagascar"-filmene og klassisk "Looney Tunes". Virkelig veludført.

PUDDLE

En lille pige ønsker desperat at få sin fars opmærksomhed, men han er røget i økonomisk uføre og konstant optaget af telefonen. Køkkenvasken springer læk, og hvad der starter som en vandpyt, oversvømmer snart huset, alt imens pigen drømmer sig væk til en tid med mere nærvær. Filmens animation synes at tage udgangspunkt i tegninger lavet af børn. Det greb giver rigtig god mening, når man til sidst bliver bekendt med, at historien har draget inspiration af rigtige breve sendt til børnetelefonens brevkasse. Maria-May Backhaus Brown og Mads Theodor Bonde har kreeret en rørende film, der understreger, hvor vigtigt det er at være til stede som forældre.

WANDER TO WONDER

Mary, Billybud og Fumbleton er de tre karakterer, der befolker det aldrende børneprogram "Wander To Wonder". Da skaberen, Uncle Gillis, går bort, forsøger trekløveren at holde liv i den fantasiverden, som er det eneste, de kender til. Men desperationen sætter ind, da maden slipper op, og man må ty til at spise døde fluer. Et gennemført koncept, og udsøgt stop motion-animation gør det her til en sikker vinder. Jeg er især imponeret over de små væsners udtryksfulde ansigter, og den gnidningsfrie inkorporering af live action-optagelser, som belgiske Nina Gantz er lykkedes med.

THE LOVERS

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af stop motion. Stilarten har været overordentligt godt repræsenteret i årets program, og "The Lovers" er da også denne listes tredje indslag. Filmen er svensk og starter ud med et par, der spiser middag på en restaurant uden at ytre et ord. Langsomt men sikkert begynder mandens ansigt at gå i opløsning, og da aftenen er omme, er han blevet reduceret til et skelet[^6]. Det synes dog ikke at gå hans partner synderligt på, og de morer sig med at finde masker til ham i den lokale udklædningsbutik. Body horror møder morbidt romantisk drama.

De omtalte film kan alle ses i uge 35 og uge 36 på Offstream.dk for kr. 89. Her kan du naturligvis også se alle de andre film, der er udtaget til OFF24.

Filmfestival.dk kan du læse mere om kortfilmsfestivalen OFF – Odense International Film Festival.

Kommentarer

OFF – Odense Film Festival 2024: årets bedste animationsfilm

  • ★★★★★★0

    Vinderen - Elektra - ser også vanvittig ud. Nu har jeg gratis adgang til offstream, så skal have set nogle af dem, der ser mest interessant ud. 

    Har kun set de film, der er med i ungdomsprogrammet, og af de nævnte her er det kun Freelance.

    Guldager 1-09-24 15:10

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen