Moovy Exclusive: Interview med den danske scenograf bag de storslåede kulisser i "Ringenes herre: Magtringene": Kristian Milsted

Den Emmy-nominerede scenograf har bl.a. arbejdet på "Willow", "Killing Eve" og "Watchmen" – og nu også på tv-historiens dyreste produktion.

Der har altid været en vis tilknytning mellem vores bitte, danske kongerige og så J.R.R. Tolkiens "Ringenes herre"-univers, der både i film- og bogform kun kan betegnes som en uforgængelig verdenssensation. Og her taler vi altså ikke om vores halvdanske superstjerne, Viggo Mortensen, som selvsagt brillerer som den sværdsvingende Aragorn i Peter Jacksons film. Nej, båndet mellem Danmark og Midgård går dybere end det.

Tolkien lod sig ikke blot inspirere af gamle nordiske sagn og sagaer, han opkaldte sågar flere af sine fiktive steder efter jyske områder – Helm's Deep, hvor det store slag finder sted i "Ringenes herre: De to tårne", er opkaldt efter strædet Hjelm Dyb, mens godset Isgård på Djursland efter sigende lagde navn til Isengard, hvor troldmanden Saruman lægger skumle planer i ledtog med ondskabens fyrste, Sauron. Man skal ikke bruge mange minutter på Google for at finde talløse lignende, pudsige sammenfald mellem danske og tolkienske stednavne.

I 1970'erne blev vores nyligt fratrådte dronning, Margrethe II, tilmed så fascineret og inspireret af Tolkiens fantasifulde skriverier, at hun under pseudonymet Ingahild Grathmer leverede illustrationer til et særligt genoptryk af bøgerne. Og nu har endnu en dansk kunstner fortolket Tolkiens vilde verden: scenografen Kristian Milsted, som står bag de enorme og enormt detaljerede kulisser i 2. sæson af "Ringenes herre: Magtringene", som netop er blevet skudt i gang på Amazons streamingtjeneste, Prime Video. Sæson 2 er i øvrigt en klar forbedring – mere helstøbt, målrettet og rent ud sagt underholdende end sæson 1, og Milsteds blændende arbejde på serien er blot én af de mange gode grunde til at give årgang 2 en chance.

Fra Ebeltoft til Hollywood via London

Du har måske ikke hørt Milsteds navn før, men du har formentlig allerede beundret hans arbejde. Han står trods alt bag det Emmy-nominerede production design i den prisbelønnede miniserie "Watchmen", hvori Milsted bl.a. skabte en katedralagtig politistation og leverede unikke rekonstruktioner af 1920'ernes Tulsa og 1980'ernes Hanoi. Han står også bag de enormt forskelligartede kulisser i tv-megahittet "Killing Eve", og på filmfronten har han bl.a. zombie-perlen "The Girl with All the Gifts" og gyserfortsættelsen "Monsters: Dark Continent" på CV'et.

Og Milsted har også allerede imponeret på fantasy-fronten med alskens fortryllende sets i Disneys "Willow", som desværre blev fjernet permanent fra Disney+ sidste sommer. Og i "Ringenes herre: Magtringene" bygger scenografen videre på sine erfaringer, idet han sammen med sit store hold af designere og konstruktører kreerer alt fra dunkle fængselsceller i Mordor til henrivende bebyggelser i elverfolkets magiske rige, Lindon, som alle sammen er dybt betagende og fuldkommen troværdige.

Milsted er måske et relativt ukendt navn herhjemme, fordi han praktisk talt ikke har arbejdet i Danmark. Anders Rønnow Klarlunds relativt ukendte spillefilm, "Den attende" fra 1996, er den eneste nævneværdige danske titel fra Milsteds bagkatalog. Og man kan da også tydeligt mærke, at Milsted har boet og arbejdet i England i over 25 år, når man taler med ham – indimellem tager han en kort tænkepause, mens han tydeligvis famler efter det rigtige danske ord, før han slynger et herligt skævt smil afsted over Zoom og indrømmer, at han (forståeligt nok) er lidt rusten i modersmålet.

Efter et studieophold på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft (EFC), hvor han gik på samme årgang som bl.a. filmklipperen Olivier Bugge Coutté ("Riget Exodus"), lyddesigneren Peter Albrechtsen ("Evil Dead Rise") og instruktørerne Christina Rosendahl ("Vores mand i Amerika") og Joachim Trier ("Verdens værste menneske"), så drog han til London for at studere på Englands nationale film- og tv-skole. Og takket være bl.a. en lang stribe kortfilm i Storbritannien oparbejdede han en flot portefølje, der åbnede døre for ham i branchen, og som nu i dag er så imponerende, at han er blevet en af klodens mest ombejlede scenografer, som nu også arbejder på kæmpe amerikanske produktioner.

Inden vi taler om 'Ringenes herre', så vil jeg gerne lige spole tiden lidt tilbage... Jeg ved, at du er opvokset i et kreativt hjem med en far, der arbejdede med teater, og en mor, som lavede arkitektur. Og jeg synes, det er dybt fascinerende, at vi har en fantastisk dygtig dansk scenograf, der arbejder på store, udenlandske produktioner. Var du allerede tidligt i din karriere klar over, at du netop ville på et internationalt scenograf-eventyr?

"Nej, jeg flyttede til London, fordi jeg ville gå på den engelske filmskole. Og da jeg blev færdig dér, besluttede jeg mig for at blive i London og give det en chance. Jeg var meget betaget af og interesseret i den engelske filmindustris stolte tradition omkring production design. Og alle de filmstudier, de har herovre, giver en anden mulighed og et andet scope for at lave ting, som man ikke får lov til i Danmark som scenograf.

"Men altså... jeg så ikke mig selv som scenograf sådan set, da jeg flyttede til London. Jeg lavede 'Den attende', da jeg var 22 år, fordi scenografen, der skulle have lavet den, sprang fra i sidste øjeblik, og så stod jeg med dét job. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg fik en masse gode venner ud af det, men det var ikke, fordi jeg vidste specielt meget om, hvad jeg lavede! På filmhøjskolen flirtede jeg lidt med kameraet og andre ting, men jeg fandt ligesom ud af, at det, jeg var faldet ind i – nærmest ved et tilfælde – var det rigtige sted for mig.

"Jeg elsker at lave små historier med design og rum, og nu har jeg så fået lov til at lave en stor historie, så det er sådan set fantastisk! At prøve noget nyt hele tiden... det er jo det fantastiske ved det job, som jeg har: at hver ny opgave er en helt ny udfordring."

Kan du huske dit allerførste møde med Tolkiens univers? Læste du bøgerne, eller så du filmene først?

"Jeg læste 'Hobbitten' som barn, og så læste jeg trilogien, da jeg var 15-16 år gammel. Jeg var rimelig meget inde i brætspil, rollespil og tegneserier, så det gik lige ind. Det gav en særlig prestige blandt mine nørdevenner at have læst den. Senere læste jeg den på engelsk, og så prøvede jeg at læse 'Silmarillion' (en samling af adskillige historier om Tolkiens verdener, som blev udgivet i 1977, og som "Ringenes herre: Magtringene" netop tager afsæt i, red.), men jeg kunne ikke rigtig komme igennem den. Men jeg læste den, da jeg fik det her job. Men den er rimelig tung, må man sige..."

Ja, føles det ikke lidt som at læse et leksikon? Der er ikke noget konventionelt narrativ, vel?

"Nej, det er lidt ligesom at læse nogle slægtskabsdokumenter... Jeg tror, Tolkien skrev den for ligesom at få hele mytologien og alle personerne – konger, halvguder og så videre – på plads, så han kunne skrive historier om de forskellige æraer i universet. Jeg ser den mere som en slags guide til, hvor de forskellige personer er henne, og det er jo virkelig brugbart på en stor produktion, som vi er. Det er det, Amazon har købt rettighederne til: det her katalog, som de kan bruge til at skrive historier omkring.

"Dét synes jeg faktisk er meget befriende et eller andet sted... at så længe man holder sig til genren og ikke bryder reglerne for, hvad en 'Ringenes herre'-serie kan være, så har vi rigeligt med frihed. Og så introducerer vi også nye karakterer indimellem, som kommer ind og bliver større personer end nogle af de hovedpersoner, der optræder i 'Silmarillion', så det er en god blanding af det hele, synes jeg."

Og selvom 'Ringenes herre' er fantasy, så får du Midgård til at føles som et ægte sted, hvor folk rent faktisk bor, og det gør det meget lettere for os at leve os ind i det. Og apropos det du siger med 'frihed'... Det er jo et enormt etableret univers, vi har at gøre med. Selvom det er forankret i nogle bøger, så er Tolkien enormt detaljeorienteret i sine beskrivelser, og vi har også haft seks film og en første sæson af 'Magtringene'... Så vi har altså allerede en meget klar idé om, hvordan den her verden ser ud. Er dét en udfordring som scenograf at arbejde inden for et univers, der har så veldefinerede rammer? Hvor stor kreativ frihed har du fået på serien?

"Altså, jeg var ikke scenograf på første sæson, så dét var en udfordring, fordi jeg godt kan lide at have den der frihed og synes, at det mest interessante ved mit job er at skabe et univers fra bunden af sammen med en instruktør, manuskriptforfattere, producere og så videre.

"Men det tog dem ikke lang tid at overtale mig, fordi 1. sæson og 2. sæson... altså, det er ikke to forskellige universer, men der sker så meget i slutningen af 1. sæson, hvor Sauron kommer frem, at man kan sige, at hvor 1. sæson handler om de gode helte, så handler 2. sæson om de onde. De tager over. Som scenograf kigger jeg altid efter: Hvis rum er jeg i lige nu? Hvis historie er jeg i? Og tonemæssigt skal serien laves anderledes, hvis vi er i Saurons rum... Han behøver ikke engang være fysisk til stede, men hvis han som karakter 'styrer scenen', så skal det være hans onde sind, der præger, hvordan vi laver designet.

"Med hensyn til Peter Jacksons film, så spiller de en stor rolle i folks opfattelse af Tolkiens verden. Og mange gange er der folk, der ikke har læst bøgerne, som siger: 'Sådan var det ikke!' Og det er jo ikke, fordi Jackson holdt sig 100 % til bøgerne, og det er den samme balancegang, vi skal gå, men det er lidt nemmere for os, fordi 'Silmarillion' beskriver, hvem der er hvem, men i mange kapitler skriver Tolkien nærmest intet om, hvordan tingene ser ud. Så vi havde en stor frihed. Og samtidigt foregår serien 2.000 år før 'Ringenes herre'-trilogien, så det er ligesom, hvis vi tager en historie, der foregår i 1700-tallet, og så sammenligner den med en fortælling, der foregår i det 21. århundrede...

"Vi prøvede at være tro mod Tolkiens ånd, og det synes jeg også, vi er, og det synes jeg også, serien var i 1. sæson. Men vi vil også gerne vise folk noget nyt."

Som du selv er inde på, så er I et kæmpestort hold på serien, som skaber kulisserne. Og man kan virkelig mærke, at der er meget, som er håndlavet. Mange havde nok valgt at lave det hele med green screen eller i et virtuelt studie såsom the volume. Men hvor meget er du egentlig i dialog med VFX-folkene om, hvor meget der skal tilføjes bagefter med computer, og hvor meget I kan lave med jeres egne hænder?

"Meget. Jeg blev fortalt, at de gerne ville have lavet meget in camera (under selve optagelserne, red.) på den her serie. Og det er meget vigtigt for mig, at når vi bevæger os ud i det computerskabte univers – som vi naturligvis gør og i næsten hver eneste scene – så er det ikke noget, folk bider mærke i.

"På sæson 1 var der mange store og fantastisk flotte sets, som så havde et VFX-element. På sæson 2 skulle der være flere 'færdige sets', hvor det hele var bygget. Vi prøvede altid at have to eller tre vinkler, hvor alt var in camera. Hvis man siger, at en scene er et rektangel, så var der måske én side, som var helt blå – for eksempel i Lindon, hvor der er det store træ, og bag dét er der fjorde og bjerge, så det er selvfølgelig en blue screen, men de tre andre sider af den kæmpe kulisse er et kæmpe bagtæppe. Det samme gjorde vi i dværgenes kongerige, Khazad-dûm, hvor der var klippevægge og -strukturer, og så var der ét rækværk, hvor du kan se hele kongeriget dén vej. Nærmest ligegyldigt hvor stor en scene man har, så kan man aldrig nogensinde lave det stort nok, når det kommer til det her univers. Mange sets har den her åbne side, man kan 'flyve igennem', og så prøver man at tælle hver gang, man skyder dén vej, for hver gang man skyder den vej, så koster det en masse penge for produktionen! For det skal jo bagefter skabes med CGI.

"Der er utrolig mange ting i mit fag, som er computerstyret, hvor man laver modeller på computer. Men vi brugte meget ler og adskillige skulptører, for i sidste ende skal det bygges. Så nogle gange tegner man noget på en computer, modellerer det op og printer det ud med en 3D-printer. Men når man så bygger det, så ser det ikke rigtigt ud, fordi det ikke er lavet med menneskehænder, og det uperfekte i ting er inspirerende og godt at se, og det ser bare rigtigt ud. Vi lavede for eksempel et tempel i sæson 2 med otte søjler, der hver især har en særlig detalje – såsom en blæksprutte, en fisk, en bi, et sejlskib – og de bliver lavet i ler, og så tager vi formtryk af det, og så bliver det støbt i gips. Det er meget gammeldags scenebyggertraditioner, som vi gør brug af, og det synes jeg, man kan se i det endelige udtryk. Hvis man ikke bruger gips og bare bruger støbeplast og CNC-vektorgrafikfiler, som fortolkes af en robotarm, så virker det ikke. Ikke på samme måde."

Så det er virkelig gamle og nye teknikker, der mødes i skøn kreativ forening.

"Ja!"

Og som scenograf tænker jeg også, at det må være fedt, at der er så stor en spændvidde i det visuelle udtryk... Altså, du går helt fra det støvede, grumsede og snavsede i Mordor til det lyse, polerede og flotte i elvernes rige. Var der nogen 'sektion', som du syntes var sjovest at arbejde med?

"Jeg synes, der er noget særligt ved dem alle. Det er en gave at have alle de her forskellige universer, som vi skaber. Hvis man har haft med Mordor og de beskidte orker at gøre i tre uger, og man har siddet og kæmpet med nogle sets, som er store og udfordrende på en rigtig interessant måde, så er det fedt så at kunne arbejde med et elverrige, hvor vi skal lave nogle træer i en skov... Det er virkelig bredt på den måde, og det er virkelig interessant for en scenograf. Nogle gange fortæller man en historie, hvor det er meget stilrent hele vejen igennem – om det så er en spillefilm eller en serie – men her prøver vi at have en ny vinkel på hvert enkelt univers...

"Orkernes univers er i hvert fald blevet uddybet væsentligt i forhold til Peter Jacksons film, hvor deres verden ikke har megen... personlighed. Det er bare ondt. Men her forsøger vi for eksempel i Adars lejr at vise billedmæssigt, at de har et sammenhold på en eller anden måde. Og så går man over i Khazad-dûm, som er meget indelukket. Dværgene er meget protektionistiske. De lukker bare døren og passer sig selv i deres oldgamle, underjordiske kongerige.

"Og så er der Númenor, som er en ø, der er blevet hævet op af vandet af elvernes magi. Så tradition dér er, at de ser meget op til elverne, og derfor har deres arkitektur også et vist elvisk islæt. Men i vores historie er der så en intern strid mellem folk, der er gammeldags og beundrer elverne som deres forfædre, og så de andre, der mener, at de skal køre deres eget show. Så der er splid mellem to forskellige stilarter – den nye arkitektur er meget mere bombastisk i forhold til den gamle, som er mere elvisk. Så på mange sets var der forskellige lag, ligesom man ser det i byer i Spanien og Italien, hvor noget er rokoko, noget andet er fra 1400-tallet, og noget tredje er fra middelalderen... Det er lag på lag på lag.

"Det er utroligt udfordrende at skulle igennem det hele på de 32-34 uger, vi havde til optagelserne."

Og selvom du har arbejdet på store projekter før – ikke mindst 'Watchmen' – så må 'Ringenes herre' stadig være det suverænt største, du har været på hidtil?

"Jo, det er det helt sikkert. Antallet af folk, der har arbejdet på serien her – håndværkere, tømrere, malere, skulptører – det er jo hundredvis af mennesker. Det er en udfordring i sig selv. Så kommer der et særligt pres, for det skal jo se fantastisk ud. Altså, vi byggede nogle store sets på 'Watchmen', helt sikkert, men det var mere et univers, som skulle sættes sammen med nogle locations. Det var en verden med mange paralleller til vores ægte verden, og det er en anden slags udfordring. Og hvis man laver en film med et lavt budget, så kommer det til at handle om noget andet – så har man måske to eller tre sets, man bygger, og så kommer man virkelig ned i detaljerne omkring, hvordan folk bor, og hvilke slags tapeter, de har på væggene. Så trykker vi vores egne tapeter og arbejder med balancer i farver, og det munder ud i et meget personligt udtryk.

"Min drøm er at kunne lave det hele – også indimellem de her kæmpe serier. Jeg kan godt lide at arbejde med én instruktør og én fotograf og én producer og ét manuskript. På 'Ringenes herre' har vi otte manuskripter, som ændres én gang om ugen, så der er virkelig pres på. Der er langt flere stemmer inde over. Man får 2-3 dage til at finde ud af, hvad man vil med et set, og så har du måske en uge til at formidle det til dit hold og regne ud, hvor det skal bygges, og hvor stort det skal være, og så har man måske 3-4 uger til at tegne det, og så skal det hele overdrages til vores konstruktionsmester og hans hold. Så jeg har ikke en hel dag, hvor jeg bare kan tænke på farver. Jeg har måske en halv time til at gøre dét og så en halv time til noget andet...

"Det er et pres. Men det er også et pres, man bliver afhængig af på en eller anden måde. For det er jo alt sammen sjovt – alle de kreative udfordringer, man bliver stillet, og alle de beslutninger, man skal tage... Ethvert set – om det så er Tom Bombadils lille hjem eller dværgenes kæmpe kongerige – har sine egne udfordringer, og det er alt sammen spændende."

Du har jo også arbejdet på 'Willow'-serien, som jeg personligt syntes var rigtig, rigtig fed. Et meget gammeldags eventyr og dejligt letfordøjelig, kulørt underholdning. Men jeg synes, det er en kæmpe skam, at den nu er fjernet på Disney+. Der er ingen steder, den kan ses i øjeblikket. Og det ser man mange store streamingtjenester gøre nu: de fjerner indhold, så deres tjeneste på papiret har mindre værdi, og de derfor skal betale mindre i skat. Er det ikke frustrerende, at dit skønne, flotte arbejde ikke kan ses?

"Altså, jeg vil sige... i gamle dage, når man arbejdede på en film, så kom den i biografen, og hvis den ikke blev et hit, så var den der kun et par uger, og så var den bare væk. Og så skulle man prøve at finde den på vhs, og det kunne være svært, især hvis man boede i Danmark. Nogle film udkom aldrig på video. Da jeg begyndte at interessere mig for film, så jeg græske og russiske film, der ikke udkom på video, og jeg har også arbejdet på film tidligt i min karriere, hvor vi var begyndt at filme, og så trak nogen stikket, og så blev det slet ikke færdiggjort.

"Et eller andet sted... Jeg havde jo håbet og troet, at man betalte en eller anden afgift, og så kunne man tilgå tusindvis af film på streamingtjenesterne, men det går lidt den anden vej. Så jeg skiller mig ikke af med min dvd-samling! Men det er jo en business, og jeg har ikke forstand nok på det, eller hvorfor de gør det... der er både det med skattebesparelsen, og så skal de heller ikke betale rettighedspenge til instruktører og skuespillere. Det er benhårdt at sige: 'Hvor mange nye kunder kan vi få ind i shoppen, fordi vi har 'Willow' liggende? Eller kan det bare bedre betale sig ikke at have den liggende og så bruge pengene på at lave noget nyt, der kan få nye abonnenter ind i shoppen?' Jeg kan godt se det fra deres synspunkt også. Det er ikke gratis for dem at have det liggende som en del af deres bibliotek.

"Og jeg vil sige, jeg havde en supergod oplevelse med at arbejde på 'Willow', og det er også et projekt, jeg er stolt af. Men ethvert projekt har sine udfordringer, og udfordringen dér er, at vi et eller andet sted satte os mellem to forskellige genrer. Jeg synes faktisk, at da vi nåede til de sidste 3-4 afsnit, så havde vi fundet vores genre, men jeg tror desværre, at mange stod af efter 2-3 afsnit, fordi den var lidt langsom til at komme i gang. Men det er de færreste serier, der spiller allerede fra den første episode. Næsten alle store serier har haft en lille slinger i valsen i 1. sæson.

"Og som scenograf gør den slags mere ondt i starten af ens karriere, hvor man tænker... 'Jeg brugte sgu lang tid på at bygge det set! Det var fandme hårdt arbejde, og så klipper de det ud?!’ Og så føler man sig uretfærdigt behandlet, og sådan har jeg da også haft det tidligere. Jeg har været i den her branche i mange år. Men nu er mit hjerte koldt som en sten!" (griner)

Se også: Moovy TV: Bag om "Willow" med Warwick Davis og Co.

De såkaldte showrunners på "Ringenes herre: Magtringene", Patrick McKay og John D. Payne, har tidligere udtalt, at de har tænkt sig at bruge fem sæsoner på at fortælle deres historie, og at de tilmed allerede ved, hvad seriens allersidste billede skal være.

Milsted kan dog desværre ikke afsløre, om han er med om bord på sæson 3 – serien er selvsagt omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Men hvorom alting er, så anbefaler vi altså alle fantasy-entusiaster derude at gå i krig med de spritnye afsnit af "Ringenes herre: Magtringene", som altså netop er gået i gang på Prime Video.

Denne artikel er den første del af vores artikelserie om skabelsen af "Ringenes herre: Magtringene – Sæson 2". Vi har også talt med bl.a. dialekt-træneren Leith McPherson, som har undervist skuespillerne i at tale elvisk, samt den legendariske stuntmand Vic Armstrong, som har instrueret seriens storladne actionsekvenser. De interviews kan du meget snart læse her på Moovy.