Moovy Exclusive: Bag om de flotte stunts, scenerier og special effects i "Ringenes herre: Magtringene" med Ramsey Avery, Ron Ames og Vic Armstrong

Tre troldmænd inden for hvert sit felt taler med os om at lave magi på tv-historiens dyreste produktion.

Omtrent 715 millioner dollars. Altså lige knap fem milliarder kroner. Så dyr var den 1. sæson af "Ringenes herre: Magtringene" at producere. Og eftersom seriens skabere planlægger at bruge i alt fem sæsoner på at fortælle deres historie, så ender Jeff Bezos og Co. hos Amazon Studios formentlig med en regning på langt over én milliard dollars, når ringen er sluttet efter sæson 5.

En stor del af beløbet – angiveligt cirka 250 mio. dollars – er gået til J.R.R. Tolkiens bo, som er kendt for at afkræve store summer for retten til at lave film, spil og serier baseret på den afdøde forfatters fantasifulde fortællinger. Det er nogle iøjnefaldende tal, som underbygger den kendsgerning, at "Ringenes herre: Magtringene" simpelthen er den dyreste tv-produktion til dato.

Men lykkeligvis ligner serien, ja, en milliard, og det astronomiske budget skinner igennem i alt fra de enorme actionsekvenser med dertilhørende stunts til den gennemarbejdede scenografi og de forbløffende computereffekter. Og vi har talt med tre af hovedkræfterne bag netop de aspekter af Amazons ambitiøse fantasy-serie:

Ramsey Avery og Ron Ames arbejdede hhv. som scenograf og postproduktion-producer på seriens 1. sæson (på sæson 2 blev Avery vel at mærke afløst af danske Kristian Milsted, som vi også har interviewet), mens Vic Armstrong har arbejdet på føljetonen hele vejen igennem som såkaldt action director – med andre ord: den legendariske og snart 77-årige stuntmand er hovedarkitekten bag alt fra seriens små håndgemæng til de storslåede slag mellem hele hære.

Money, money, money...

Men når seriens astronomiske budget bliver nævnt, så er d'herrer hurtige til at understrege, at seriens rekordslående budget ikke havde den store betydning for deres arbejde.

"Der er aldrig penge nok," fastslår Ramsey Avery, som skabte kulisserne på bl.a. "Team America: World Police" ("Vi kom sgu til at starte en ægte brand, da vi lavede en af eksplosionerne!" fortæller Avery mig om dén drønsjove dukkefilm), "Guardians of the Galaxy Vol. 2", den næste "Captain America"-film samt Steven Spielbergs "Minority Report" og "A.I. Artificial Intelligence".

"Jeg har arbejdet på alt fra teaterstykker for 99 tilskuere over royale bryllupper i Saudi-Arabien til kolossale blockbusters. Budgettet gør ikke nogen forskel, for jo flere penge du hælder i projektet, desto større bliver folks forventninger, så man får aldrig penge nok til at indfri forventningerne.

"Og selvom vi taler om tv-historiens dyreste produktion, så fik jeg altså ikke flere penge til at lave otte timers episk 'world building', end jeg fik på en Marvel-film eller en Disney-produktion. Vi skulle tit betale folk over en længere periode, fordi en film skydes på typisk fire måneder, mens vi optog i halvandet år. Men de penge, vi fik til rent faktisk at bygge kulisserne, svarer til dem, jeg fik på andre projekter. Og mange penge bliver også brugt på at bygge en ny vej til en location på en miljømæssigt forsvarlig facon, og så skal man bagefter genoprette naturen, og det koster en hel del penge, men det er selvfølgelig ikke noget, du ser på skærmen.

"Jeg vil virkelig gerne understrege, at vi lavede det, der svarer til tre Marvel-film, på den tid, man får til at lave to Marvel-film, men med én Marvel-films budget. Så hver dag stillede vi spørgsmålet: Hvordan får vi råd til at gøre det, vi gerne vil? Manuskriptforfatterne måtte faktisk ofte omskrive deres historier, fordi der ikke var råd til at bygge mange af de steder, de gerne ville vise."

Avery taler også om en masse tidskrævende og bekostelige møder med alskens institutioner i New Zealand, hvor 1. sæson blev skudt. Da produktionen rykkede til England, før optagelserne til 2. sæson gik i gang, gav det mening at hyre en anden stærk scenograf, som netop boede i London: vor egen, førnævnte Kristian Milsted.

Ron Ames har også givet stafetten videre til andre producere, efter at han superviserede hele postproduktionsdelen på 1. sæson – det vil sige, at alt fra seriens lydunivers og musik til redigeringen og de visuelle effekter (VFX) har han sat sit præg på. Og Ames har også sat sit præg på æstetikken i film som "Avengers: Age of Ultron", "The Departed" og "Avatar". Og selvom Ames også understreger, at hans afdeling langtfra havde uendelige ressourcer ("Vi havde det, der svarer til midtpunktet mellem en normal tv-serie og en Michael Bay-film"), så var der særlige fordele ved at have et rekordstort budget:

"Det gjorde det muligt for os at lave alt ud fra et virkeligt udgangspunkt. Vi besøgte huler for at få en fornemmelse af, hvordan dværgenes rige skulle se ud. Vi rejste ud på havet og filmede bølger og klipper. Der er en scene, som foregår på en snedækket bjergryg, og jeg rejste sammen med 30 VFX-folk via helikopter til et bjerg, hvor vi simpelthen sprang ud i sneen og tog billeder af en isvæg, som vi så brugte i serien. Vi fandt fem forskellige vandfald, som vi skød og bagefter kombinerede via computer, så de blev til det vandfald, du ser i elvernes rige, Lindon. Så alt tager afsæt i virkelighedens verden."

Fanskarer og frokoster

Tolkiens univers har betydet meget for alle tre mænd, siden de var børn. "Jeg har længe boet i Midgård i mit hoved!" indrømmer Avery, "og som en ung mand besteg jeg bjergvæggene i Yosemite og gik op ad stentrapperne, mens jeg tænkte: 'Det her minder jo om dværgenes rige! Det ville fandme være fedt at lave noget lignende, hvis jeg nogensinde får lov til at arbejde på 'Ringenes herre', og 30 år senere fik jeg så lov til at genopleve og realisere dét minde. Det var bare... helt magisk."

"Jeg var 13 år gammel, da jeg læste 'Hobbitten'," fortæller Ames, "og jeg gik direkte videre til 'Ringenes herre' og 'The Silmarillion'. Jeg elskede især, hvor sammensat og unik Tolkiens verden er."

Både Avery og James har i øvrigt arbejdet på "Star Trek"-franchisen (Avery skabte kulisserne i "Star Trek Into Darkness", mens Ames var chef for VFX-afdelingen på både dén og "Star Trek Beyond"), der ligeledes har en dedikeret og holdningsstærk fanskare, som har eksisteret i efterhånden adskillige årtier. Er det en svær balancegang at skulle lave noget inden for et univers, der har så mange glødende tilhængere – og hvor man skal respektere det visuelle udtryk, der allerede er blevet etableret, mens man samtidigt gerne vil føje noget helt nyt til dén verden?

"Det er en lettere skræmmende prøvelse," indrømmer Avery, "idet man træder ind i en verden, som folk er meget passionerede omkring. Jeg føler, at jeg har et rigtig godt kendskab til både 'Star Trek' og Tolkien, men der er mennesker, som hver eneste dag lever og ånder for de universer. Det er vigtigt for dem døgnet rundt. Og jeg har det ikke på samme måde. På alle mine projekter er jeg nødt til at fremmane den grad af passion for netop dét emne, jeg arbejder med. Så hvis jeg laver en Marvel-superheltefilm, så lærer jeg tusindvis af Marvel-figurer at kende... Hvis jeg laver en Disney-film, så dykker jeg helt ned i deres tegnefilmsarkiv... Min hjerne er nødt til at fokusere på specifikke, relevante ting, når jeg tager hul på et projekt.

"Men selv disse enorme, delte, elskede verdener... deres DNA udvikler sig med tiden, alt imens der er en forståelse for, hvad der er de eviggyldige komponenter i netop den DNA. Og så længe vi ærer de verdener og den passion, de afføder, så er vi nok på rette spor, og så ender vi formentlig med at genskabe den helt rette DNA. Og jeg går virkelig op i det her univers, og det samme gjorde alle, jeg arbejdede med."

Ames deler i øvrigt en herlig anekdote fra sit arbejde på "Star Trek Beyond": "Til sidst i filmen ser man hundredvis af arbejdere, der bygger det nye Enterprise-rumskib. Og alle de arbejdere er kopier af mig og Peter Chiang, vores visual effects supervisor! Vi scannede os selv og lavede hundredvis af variationer af os selv."

Fra guldalderen til Jackson-alderen

Skillelinjen mellem visuelle effekter og håndskabte elementer er også et tema under vores samtaler. "Ringenes herre: Magtringene" er spækket med fantastisk flotte computereffekter, som raffinerer, udvider og indimellem decideret skaber de forskellige områder i Midgård, som serien gæster. Og både dét, der bygges i virkelighedens verden og på computerne, er nødt til at være enormt detaljerigt, siger Avery, som vel at mærke ikke er fan af looket i Peter Jacksons tre "Hobbitten"-film:

"Det, jeg godt kan lide ved Tolkiens bøger, er, at man ved, hvad karaktererne spiste til frokost. Så præcis og detaljerig er teksten, så det samme skal seriens verden være. I 'Hobitten'-filmene virker alt bare så digitalt. Det føles ikke, som om nogen vitterligt befinder sig i den verden. Seriens showrunners var opsatte på, at alt skulle føles mere håndgribeligt, og at skuespillerne ikke skulle omsluttes af green screens.

"Så jo mere vi kunne bygge, jo bedre. Men selvfølgelig kan alt ikke bygges. Og vi havde en afdeling på 3-4 mennesker, som arbejdede halvdelen af tiden sammen med mig, mens den anden halvdel sad sammen med computerfolkene. Og de arbejdede kun på at sikre, at de fysiske kulisser smeltede perfekt sammen med VFX-verdenen. Vi talte sammen dagligt for at sikre os, at de forskellige verdener var perfekt 'i sync'. Så jeg talte tit med Ron om, hvad der var muligt at bygge, og hvad der dernæst kunne tilføjes via computer."

Både Avery og Ames indskyder, at holdet bag serien naturligvis også blev kraftigt inspireret af alle Jacksons Tolkien-film. Ames fortæller: "Mange af de folk, som samarbejdede med Peter Jackson – inklusive folk fra Weta Digital (et af verdens førende VFX-firmaer, red.) – arbejder på serien. De ville så gerne rejse tilbage til Midgård. Så vi kan ikke løbe fra det faktum, at der er visuelle ligheder, men samtidigt er seriens verden meget anderledes, fordi historien foregår flere tusind år før Jacksons film. Men man kan for eksempel ane Herredet dér, hvor vores harfoots (en race af diminutive væsner, som tydeligvis er en forløber til hobbitterne, red.) holder til. Man får lov til at se frøene blive plantet."

"Jacksons film skildrer Midgårds forfald," tilføjer Avery. "Alt falmer i de film, og sådan beskriver Tolkien også den periode i sine bøger. Hans beskrivelser er meget elegiske og sørgmodige. Midgårds 2. tidsalder – som vi befinder os i – er Midgårds guldalder. Elverne, dværgene og menneskerne er så stærke, som de nogensinde bliver. Så Jackson-filmene viste os, hvor vi ender henne. Takket være dem ved vi, at Moria (dværgenes underjordiske mine, red.) er styrtet sammen, fordi dværgene gravede for dybt og for grådigt. Gimli taler om, hvordan dværgene ofte kun gav stenene ét skub om dagen for at yde råmaterialet den fornødne respekt. Og dér taler han jo om vores tidsperiode i serien. Vi kunne vise en udgave af Moria, hvor der virkelig blev kælet for bygningsarbejdet. Så det handlede hele tiden om at skue mod fremtiden og finde inspiration til vores fortid."

For Vic Armstrong – der for længst er gået på pension som stuntmand, men som nu er en af Hollywoods mest ombejlede actioninstruktører – er det essentielt, at så meget som muligt indspilles med ægte mennesker, dyr og rekvisitter: "Hver gang jeg læser et manuskript, så forestiller jeg mig, at vi optager det hele på settet. Og vi udtænker, hvordan al den action kan gennemføres i virkelighedens verden, og når vi så når det til punkt, hvor noget simpelthen er helt umuligt at lave, så bruger vi det frikort, der hedder 'visuelle effekter'. Men det bruger vi så sjældent som muligt."

Harrison Fords dobbeltgænger vil hellere grine end græde

Armstrongs alenlange CV prydes af flere af filmhistoriens største titler – vi nævner i flæng: "Total Recall", "Terminator 2: Dommedag", "Blade Runner", "Brazil", "On Her Majesty's Secret Service" og "Superman", og han har arbejdet tæt sammen med filmmagere som Steven Spielberg, Martin Scorsese, J.J. Abrams, Ridley Scott og Paul Verhoeven. Han har lavet stunts i både Bond-, Marvel- og Rambo-film, og da Harrison Ford blev syg under optagelserne til "Indiana Jones og templets forbandelse", så indspillede filmholdet flere scener med Armstrong som Fords stedfortræder, fordi d'herrers fysik var noget nær identisk.

Så når Armstrong – en mand med et så eklatant bagkatalog – siger, at "Ringenes herre: Magtringene" er en produktion i (mindst) samme størrelsesorden som alle de førnævnte film, så siger det samtidigt en del om seriens ambitionsniveau. Og hans ord flugter perfekt med Avery og Ames' betragtninger:

"Flere af mine venner sagde: 'Du laver da ikke ofte fjernsyn', men jeg betragter slet ikke serien her som 'fjernsyn'," fastslår Armstrong og fortsætter: "Hver sæson er en otte timer lang film, og jeg har også lavet en del 'David Lean-skud' her på sæson 2 (David Lean var den legendariske instruktør bag billedskønne storfilm som "Lawrence of Arabia" og "Doctor Zhivago", red.), så for mig er det her en episk film, som jeg er meget stolt over at have arbejdet på."

Armstrong værdsætter også, at serieformatet giver ham mulighed for at lave alt fra storladne krigsscener til uhyggelige horror-sekvenser, idet filmholdet bevæger sig fra solbeskinnede slagmarker til Mordors gyselige afkroge – men samtidigt understreger han, at det enormt vigtigt at servere lidt humor i ny og næ under en ellers gennemgående alvorstung serie. Som eksempel nævner jeg selv et kækt øjeblik under en af Armstrongs actionscener: slagsmålet mellem Galadriel og en stor snetrold i 1. sæson, hvor den normalt sammenbidte elver pludselig bruger et sværd som en fjeder til at flyve op i luften og lave et komisk luftangreb på monstret...

"Det er ligesom i det virkelige liv," siger Armstrong, "man er nødt til at kunne grine, ellers græder man, og selv når man er helt nede i kulkælderen, så finder man trøst i nogle sjove ord eller noget andet humoristisk. Hvis du kan indsprøjte lidt humor i din film, så føjer du en mere menneskelig dimension til den, og publikum gider heller ikke kun at få tæsk."

Stuntens renæssance

Bag Armstrong spotter jeg et par stillbilleder fra en kæmpe actionscene i den dugfriske sæson 2, hvor den heroiske Elrond og en armé af elvere rider mod fjenden. Armstrongs store barnedrøm var at uddanne sig til jockey, men han fik at vide, at han desværre ville vokse sig for stor til sportsgrenen. Men Armstrong har trods alt lavet en masse hestestunts i sine yngre dage, såsom da han sprang fra en hest til en tank i fuld fart i "Indiana Jones og det sidste korstog" – et stunt, som flere af Armstrongs kolleger kårede til et af filmhistoriens 10 største vovestykker i 2002. Mon han indimellem får lyst til at springe ind foran kameraet og tage en lille ridetur igen?

"Tanken strejfer mig, men min krop modarbejder mig!" (griner) "Men jeg er meget stolt over vores hestearbejde. Jeg elsker udfordringer, og folk spørger mig tit: 'Hvad er din største bedrift som stuntmand?', og mit svar er altid: 'At være original.' Det gælder også, når vi arbejder med heste. Vi har set masser af heste galopere på film med legender som John Wayne i sadlen. Men jeg synes sagtens, vi kan lave noget, der er helt unikt.

"Og med nutidens teknologi og forskellige kamerastørrelser..." (Armstrong afbryder sig selv, idet han vender sig om og peger på det førnævnte billede med Elrond og hestene) "I kavaleriangrebet hér fik jeg et kamera ned blandt hestene, så man ser dem galoppere på begge sider af linsen. Vi bruger også droner og kameraer på små hjul, som kører mellem hestene... Det handler bare om at skyde den samme ting på forskellige måder. Alle, der maler Eiffeltårnet, maler det på deres helt egen måde, selvom det altså står det samme sted. Jeg ser billeder på min indre lystavle og forsøger at realisere dem med levende billeder, og jeg er meget stolt over, at vores hestearbejde på sæson 2 har overgået det, vi lavede på sæson 1."

Armstrong nærmer sig som sagt de 80. Han er noteret i selveste Guinness Rekordbog som Historiens mest produktive stuntmand. Og det betyder selvsagt, at han har oplevet på nært hold, hvordan han og kollegaernes arbejde i årtier er blevet marginaliseret under store prisuddelinger, der hylder nærmest alle andre indsatsområder i filmens verden end stunts.

Men stuntfaget nyder netop nu en mindre renæssance takket være bl.a. megahits som "John Wick" og "Deadpool 2", som er lavet af tidligere stuntmænd, samt store film som "The Fall Guy", der handler om stuntfolk. Der florerer også kraftige rygter om, at der snart uddeles Oscars for Bedste stuntarbejde. Er Armstrong taknemmelig over, at hans job endelig får den anerkendelse, den skulle have fået for længst?

"Det er på høje tid, men jeg er meget stolt over, at vi nu høster den hæder. Der er ingen tvivl om, at den Oscar-pris kommer, for alle de trailers, der sælger billetter, er spækket med action – uanset hvad folk så påstår, så er det altså dét, der for alvor lokker folk i biffen. Det er det, de bruger som lokkemad. Så stunts har altid haft en stor attraktionsværdi, og det er vidunderligt, at det nu bliver anerkendt i så høj grad."

Og med dén positive fremtidsvision afrunder vi 3. (og sidste) del af vores artikelserie om Amazons "Ringenes herre: Magtringene".

Husk, at du også kan læse vores dybdeborende interviews med hhv. den danske scenograf Kristian Milsted ("Killing Eve", "Watchmen") og dialekt-træneren Leith McPherson ("Hobbitten"-trilogien), som ligeledes har arbejdet på den grandiose fantasy-serie.

2. sæson af "Ringenes herre: Magtringene" blev skudt i gang den 29. august og kan ses på Prime Video.