Instruktøren bag den kommende "Zelda"-film skal også filmatisere cyberpunk-videospillet "Ruiner"

Wes Ball lavede senest et af 2024's største hits: "Kingdom of the Planet of the Apes".

Tilbage i november 2023 kom det frem, at instruktøren Wes Ball skal filmatisere en af spilhistoriens suverænt største franchises: "The Legend of Zelda". Projektet fik grønt lys, efter at en anden Nintendo-film, "Super Mario Bros. Filmen", blev et globalt megahit sidste år med en indtjening på næsten 1,4 milliarder dollars.

Men samtidigt har Ball sagt ja til at lave en filmudgave af et andet og langt mere obskurt videospil: "Ruiner". Det skriver The Hollywood Reporter.

Læs også: "HALO"-SERIEN SKROTTES EFTER TO SÆSONER

"Ruiner" fik hæderlige – om end langt fra fantastiske – anmeldelser, da det udkom tilbage i 2017, men det er nok blevet glemt af de fleste gamere siden da.

Men Universal Pictures har altså købt filmrettighederne til "Ruiner", og spiludviklerne fra Reikon Games er også med til at producere filmatiseringen af deres eget cyberpunk-videospil – et skydespil set fra et isometrisk perspektiv (ligesom de gamle "Fallout"-spil og ikoniske rollespil som "Baldur's Gate" og "Planescape Torment"). Her styrer man en psykopatisk dræbermaskine med indopereret mekanik, som bekæmper et korrupt system i forsøget på at afdække sandheden om (og finde) sin kidnappede bror.

Den erfarne action-instruktør David Leitch ("Deadpool 2", "The Fall Guy") er med om bord som producer, mens manuskriptet skrives af den relativt ukendte horror-veteran Michael Arlen Ross.

Det er p.t. uklart, om Ball kaster sig over "Ruiner" før eller efter sin store "Zelda"-film. Vi interviewede filmmageren tidligere i år op til premieren på hans førnævnte "Kingdom of the Planet of the Apes":

Kommentarer

Instruktøren bag den kommende "Zelda"-film skal også filmatisere cyberpunk-videospillet "Ruiner"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen