"Halo"-serien skrottes efter to sæsoner

Serien nåede aldrig at opnå tilnærmelsesvis samme popularitet som den Xbox-serie, den baserede sig på – og afveg kraftigt fra.

Det er godt 20 år siden, at det første "Halo"-videospil udkom til Microsofts originale Xbox-konsol, og det futuristiske skydespil blev øjeblikkeligt en storsællert af rang og betragtes i dag som en af sin genres største og mest toneangivende milepæle. Siden da er der udkommet et bjerg af fortsættelser og spin-offs – og sågar en webserie og en stak animerede kortfilm.

Spillenes popularitet betød naturligvis, at Hollywood i årevis prøvede at stable en filmatisering på benene, og prominente instruktører som Peter Jackson, Neill Blomkamp og Guillermo del Toro forsøgte forgæves af få en "Halo"-film ud af starthullerne.

Men i 2022 lykkedes det så Paramount at søsætte en storstilet streaming-serie baseret på Xbox-franchisen. Men "Halo"-føljetonen fik overvejende lunkne anmeldelser og blev kritiseret af mange fans, fordi den afveg enormt fra kildematerialet – bl.a. ved at opdigte en masse nye hovedpersoner og ændre spillenes hovedperson, supersoldaten Master Chief, radikalt. I spillene tager Master Chief eksempelvis aldrig sin hjelm af, men det gør han adskillige gange alene i seriens første par afsnit.

Se også: Ny eksplosiv trailer til "Halo"-serien

Alligevel fik "Halo" en 2. sæson, som blev afrundet tilbage i marts. Men selvom serien fik en ny kreativ showrnuner og sikrede sig bedre anmeldelser, så har Paramount alligevel valgt at trække stikket på serien. Det skriver Variety.

Paramount fastslår i en pressemeddelelse: "Vi kan bekræfte, at 'Halo' ikke får en tredje sæson på vores streamingtjeneste. Vi er ekstremt stolte over den ambitiøse serie og vil gerne takke vores samarbejdspartnere hos Xbox, 343 Industries og Amblin Television. Vi ønsker alle held og lykke fremadrettet."

Kilder fortæller Variety, at 343 Industries – som i øvrigt også producerer spillene – vil forsøge at overtale et andre produktionsselskab til at puste liv i serien igen. I en tid hvor mange streamingtjenester bakser med dårlige bundlinjer, er det dog usandsynligt, at en af Paramounts konkurrenter har lyst til at overtage arbejdet på en relativt upopulær og bekostelig sci-fi-serie.

"Halo"-spillene handler som sagt om den pansrede fremtidssoldat Master Chief, som på vegne af menneskeheden bekæmper en sammenslutning af rumvæsner kendt som The Covenant samt en race af aggressive parasitter, The Flood, engang i det 26. århundrede – og bl.a. på en enorm, svævende halo-ring i det ydre rum, som pudsigt nok også først optrådte mod slutningen af tv-serien...

Selvom "Halo"-serien nu er død, kan gamere stadig se frem til flere sæsoner af tv-serierne "The Last of Us" og "Fallout", som modsat "Halo" formåede at respektere deres spilforlæg og tilfredsstille fanbaserne, alt imens de hev nye fans med om bord og vandt kritikernes gunst og prestigefyldte priser.

Kommentarer

"Halo"-serien skrottes efter to sæsoner

  • ★★0

    Jeg kom aldrig i gang med den. Har spillet et par af Halo-spillene, men de fangede mig bare aldrig helt, så for mig fungerede det fint, at de afveg fra kildematerialet, så længe det gjorde det bedre

    Lyder ikke til at have været tilfældet. Nogen fans af serien her?

    The Paki Don20-07-24 10:00

  • ★★★★★1

    They did not finish the fight

    Elwood20-07-24 11:34

  • 0

    Jeg forstår ikke filmfolk?

    Det er set gang på gang, at skider man højt og flot på original materialet og fans af franchisen, så bliver det et flop ...
    ...og, alligevel gør de det igen og igen, gang på gang.

    Hvornår vil de lære ???

    Pistolprinsen23-07-24 11:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen