James Earl Jones er død, 93 år gammel

En af filmhistoriens mest ikoniske stemmer er blevet tavs.

I går morges amerikansk tid gik James Earl Jones bort i sit hjem i New York. Det skriver Variety. Jones blev 93 år gammel.

Både foran kameraet og i lydstudiet leverede Jones nogle af det 20. århundredes mest mindeværdige præstationer. Hans dybe, nærmest forheksende røst pustede liv i Darth Vader og spillede en nøglerolle i at gøre Vader til filmhistoriens nok mest genkendelige og uforglemmelige filmskurk.

Jones lagde stemme til Vader i en lang række "Star Wars"-projekter – senest i biograffilmen "Rogue One: A Star Wars Story" fra 2016, mens arkivoptagelser og kunstig intelligens blev brugt til at rekonstruere Jones' stemme i miniserien "Obi-Wan Kenobi" fra 2022. Og vi kan godt forvente at høre Jones' stemme i flere fremtidige "Star Wars"-film og/eller -serier, idet han har givet Disney tilladelse til at genskabe den selv efter sin død.

Jones blev betalt blot 7.000 dollars for sit arbejde på George Lucas' første "Star Wars" fra 1977, men han takkede nej til at blive nævnt i rulleteksterne ud af respekt for skuespilleren David Prowse, som var iført Vaders kostume. Men da "Star Wars: Episode VI – The Return of the Jedi" udkom i 1983, var han blevet så synonym med rollen, at det slet ikke gav mening ikke at fremhæve hans navn på det store lærred.

Jones lagde også stemme til en anden ikonisk filmfar i form af løven Mufasa i Disneys "Løvernes konge", og som stemmeskuespiller brillerede han også i bl.a. "Casper", "The Simpsons" og kultspillet "Under a Killing Moon".

Og det er særligt imponerende, at Jones efterlader sig et af filmhistoriens mest mindeværdige CV'er som stemmeskuespiller, idet han som barn led af en voldsom stammen.

Men Jones leverede også massevis af pragtfulde præstationer på de skrå brædder og foran kameraer. Han debuterede på Broadway i 1958 på det, der dengang hed Cort-teatret, men som i 2022 blev omdøbt til The James Earl Jones Theatre.

Seks år senere i 1964 debuterede han som filmskuespiller i en af de helt store klassikere: Stanley Kubricks "Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb". Her spillede han en soldat på et bombefly.

Derudover er han især kendt for rollen som CIA-direktøren James Greer i tre Jack Ryan-film ("Jagten på Røde Oktober", "Patrioternes spil" og "Dødens karteller"), den ondskabsfulde Thulsa Doom i "Conan the Barbarian", en tilbagetrukket forfatter på en unik rejse i "Field of Dreams" samt en afrikansk konge (og far til Eddie Murphys prins) i både "Coming to America" og den relativt nye toer, "Coming 2 America", som altså står tilbage som Jones' sidste live-action-præstation.

Jones forblev aktiv nærmest helt frem til sin død, og da han i 2014 blev spurgt af The New York Times om, hvordan han formåede at holde liv i karrieren så længe, svarede han:

"Hemmeligheden er aldrig at glemme, at man som skuespiller altid er på en rejse, og at intet er din sidste ting, intet er din bedste ting, og intet er din værste ting. Jeg ser stadig mig selv som en nybegynder."

Jones egen far, Robert Earl Jones, var også en skuespiller og forlod James og familien kort tid efter sin søns fødsel for at realisere sin egen skuespillerdrøm. Som 5-årig flyttede James Earl Jones ind hos sine bedsteforældre, og det var dén pludselige flytning, som rystede Jones og udløste hans stammen, hvorefter han længe kun ville kommunikere på skrift. Først i gymnasiet begyndte Jones' stemme for alvor at folde sig ud, da en lærer – som var imponeret over Jones' egen poesi – opfordrede Jones til at læse sine skriverier højt for de andre elever. Få år senere blev Jones og hans far forsonet, og de optrådte sågar sammen på teatret.

Jones' plan var oprindeligt at studere medicin og blive læge, men han endte med at blive mere interesseret i skuespil i 1950'erne. Gennem hele livet medvirkede han i talløse Shakespeare-stykker, og det var netop hans indsats i "Købmanden i Venedig" på Papp-teatret i New York, som fik Kubrick til at spærre øjnene op og kickstarte Jones' glorværdige filmkarriere.

Han vandt ganske vist aldrig en "regulær" Oscar (han fik en æres-Oscar i 2012), men Jones blev Oscar-nomineret i 1971 for sin hovedrolleindsats som en marginaliseret sort bokser i en sportsgren domineret af smålige, hvide mænd i "The Great White Hope". Dén præstation sikrede ham til gengæld en Golden Globe-statuette, og derudover vandt han bl.a. to Emmy-priser og to Tony-priser for sit arbejde på hhv. flimmerkassen og teaterscenen.

Da Jones fik sin æres-Oscar, blev han en af de ekstremt få medlemmer af den såkaldte EGOT-klub, der består af de exceptionelt succesfulde kunstnere, der både har vundet en Emmy, en Grammy, en Oscar og en Tony. Grammy-prisen vandt Jones i 1977 (ganske passende) for et såkaldt spoken word-album, hvor han oplæste historisk vigtige amerikanske dokumenter såsom uafhængighedserklæringen.

Jones efterlader sig sin søn, Flynn Earl Jones, idet han vover sig ud i den uendelige field of dreams...