Pixar arbejder på "De utrolige 3"

Den gæve superheltefamilie er klar på flere vilde eventyr.

Så er der utroligt spændende nyt til fans af Pixars "De utrolige"-saga: En tredje animationsfilm om superheltefamilien Parr er nemlig i støbeskeen. Og ikke nok med det: Brad Bird, der stod bag de to første film i serien, skal også instruere den kommende 3'er.

Annonceringen fandt sted i går i forbindelse med Disneys præsentation af selskabets kommende projekter ved den store D23 Expo-event.

Læs også: Pixar-chef siger nej tak til live-action-remakes

Offentliggørelsen af "De utrolige 3" sker i kølvandet på Pixars kolossale succes med studiets "Inderst inde 2", der hen over sommeren har overhalet "De utrolige 2" som animationskongernes mest indbringende film. Det skal blive interessant at se, om "De utrolige 3" kan gøre "Inderst inde 2" kunsten efter.

Den første "De utrolige"-film så dagens lys tilbage i 2004, mens "De utrolige 2" udkom i 2018 og i øvrigt fik topkarakter her på Moovy.

Her mødte vi den noget specielle familien Parr, der forsøger at leve et almindeligt familieliv, alt imens medlemmerne er udstyret med hver sin unikke superkraft, der gør dem til, nå ja, superhelte. Det kaster nogle vilde eventyr af sig, når ægteparret Hr. Utrolig og Elastipigen sammen med deres tre børn skal bekæmpe onde superskurke for at redde dagen.

"De utrolige 3" har endnu ikke fået en premieredato.

Kommentarer

Pixar arbejder på "De utrolige 3"

  • ★★★★★★0

    Så skal Gintberg på arbejde igen - slående lighed mellem ham og rollen han lægger stemme til.

    Wayne10-08-24 12:35

  • ★★★0

    Hvil i fred Pixar.

    Essal10-08-24 13:41

  • ★★★★★0

    Hvil i fred Pixar.

    Jeg tror de klare sig.

    Elwood10-08-24 13:53

  • ★★★★★★2

    Altså, de to første film var exceptionelle, og Brad Birds CV er eminent, så jeg synes måske, det er lidt tidligt at lægge Pixar i graven. Tværtimod tænker jeg, det er meget fedt, hvis de kan udvide deres bedste sagaer med fede nye kapitler, alt imens de serverer "originaler" som "Coco" og "Soul", selvom de naturligvis sjældent er i dén liga lige i øjeblikket.

    The Insider10-08-24 13:57

  • ★★★★★1

    Præcis bare det at Brad Bird er med gir mig håb, Spændt på at se, hvad vinklen blir den her gang.

    Elwood10-08-24 14:11

  • ★★★1

    Jeg tror de klare sig.

    Min kommentar er nu ikke møntet på om Pixar skal klare sig økonomisk, for selvfølgelig skal de nok det. Det siger sig selv...

    Jeg finder det bare en smule trist at Pixar ikke laver så mange originale film mere. 

    Essal10-08-24 17:06

  • ★★★1

    De to andre Pixar nyheder på forsiden bekræfter blot min frygt: en "Inderst Inde" serie og "Toy Story 5". 

    Det korte af det lange er nok bare at jeg er træt af franchise-tænkning, hvilket nok også er grunden til at jeg søger mere og mere mod de lidt mere skæve film og udenfor USA når det kommer til at finde nye interessante fortællinger.

    Essal10-08-24 17:10

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen