Shelley Duvall er død, 75 år gammel

Den ejendommelige skuespiller medvirkede i film som "Ondskabens hotel" og "Popeye", før hun i 2002 indstillede karrieren grundet psykiske lidelser.

Hendes CV nåede ikke at blive særlig langt, men det er stadig helt på sin plads at betegne skuespilleren Shelley Duvall – samt flere af hendes karakterer – som ikonisk. Nu er hun gået bort i en alder af 75 år. Det bekræfter Duvalls partner, musikeren Dan Gilroy, over for Variety.

Duvall fik sin filmdebut i den særprægede fantasy-krimi "Brewster McCloud", som blev instrueret af den legendariske filminstruktør Robert Altman.

Duoen samarbejdede på adskillige film i de efterfølgende år – herunder den stjernespækkede Oscar-vinder "Nashville" og den noget særprægede "Popeye"-filmatisering med Robin Williams som Skipper Skræk – men det var Altmans psykologiske drama "3 Women" fra 1977, som for alvor skubbede Duvall ind i rampelyset. Her brillerede hun som en ekstremt snakkesalig fysioterapeut. Duvalls kritikerroste præstation sikrede hende en BAFTA-nominering, og under årets Cannes-filmfestival blev hun hyldet som programmets bedste skuespillerinde.

Men det er så absolut Duvalls næste rolle og film, som hun altid vil blive husket bedst for: Wendy Torrance i Stanley Kubricks "Ondskabens hotel" (originaltitel: "The Shining"). Wendy er gift med Jack Nicholsons hårdt prøvede forfatter, Jack Torrance, og hun er en af de få sympatiske og kærlige væsner i en film gennemsyret af ondskab og olme ånder.

Men filmens skabelse tog hårdt på Duvall. Ligesom David Fincher ("Se7en", "Mank") i nyere tid bad Kubrick ofte om talløse takes af det samme skud, og hvis en skuespiller ytrede et ord et millisekund for sent eller bevægede sig en millimeter for meget til siden, så skulle hele scenen tages om igen.

Gennem næsten hele filmen skulle Duvalls karakter udvise frygt og panik med dertilhørende skrig og tårer, og både rollen og samarbejdet med Kubrick blev så stressende for Duvall, at hun undervejs blev meget syg, og hendes hår begyndte sågar at falde af.

Duvall medvirkede i adskillige film og tv-serier i årene efter, men hendes psykiske lidelser voksede sig større, indtil hun indstillede filmkarrieren i 2002, forlod Hollywood og forblev væk fra rampelyset – indtil en kontroversiel episode af "Dr. Phil" i 2016, hvori Duvall bl.a. insisterede på, at Robin Williams ikke er død, men har "skiftet form", og at hun trues på livet af Sheriffen i Nottingham.

I forbindelse med et ekstremt sjældent interview tilbage i 2021 fastslog den sky Duvall om "Ondskabens hotel": "Mellem optagelserne lyttede jeg til triste sange. Andre gange tænkte jeg på noget trist i mit liv eller på, hvor meget jeg savnede min familie og mine venner. Men efter et stykke tid gør kroppen oprør og siger: 'Stop med at gøre det her mod mig. Jeg vil ikke græde hver dag.' Og indimellem fik bare den tanke mig til at græde. At vågne op og indse, at jeg skulle græde hele dagen... jeg begyndte bare at græde og tænkte: 'Åh nej, jeg kan ikke. Jeg kan ikke' Alligevel gjorde jeg det. Jeg aner ikke hvordan."

Duvall roste dog også både Nicholson og Kubrick i det samme interview, men der er ingen tvivl om, at den slidsomme skabelse af "Ondskabens hotel" blev starten på enden af Duvalls karriere.

Sidste år medvirkede Duvall i low budget-gyseren "The Forst Hills", som I kan se traileren til her. Den film endte også med at blive Duvalls allersidste.

Ud over de nævnte film medvirkede Duvall bl.a. i Terry Gilliams "Time Bandits", Woody Allens "Annie Hall" og Tim Burton-kortfilmen "Frankenweenie".

Kommentarer

Shelley Duvall er død, 75 år gammel

  • ★★★0

    RIP

    Hun var også charmerende i Suburban Commando hvor hun spillede overfor Hulk Hogan og Christopher Lloyd...

    Ryder66611-07-24 21:33

  • ★★★★★0

    En af de mest unikke skuespillere nogensinde.

    Kruse12-07-24 11:59

  • ★★★★0

    En af de mest unikke skuespillere nogensinde.

    PERFEKT I: Skipper Skræk(1980)

    ^Synd; resten af "filmen" va/er ..æh..øh..interessant.

    NB Robert Altman er A-okay, meeen lige her...(bevares, var nok for ung aka knap 1 sommer gammel) 

    Gasivodo13-07-24 04:03

  • ★★★★2

    Historien om hvordan Shelley Duvall i det hele taget blev skuespiller er også bare så vild!

    Hun læste Ernæring på et college i Texas og havde egentlig blik på at blive forsker. Hun havde aldrig tænkt på at blive skuespiller eller taget en eneste time i skuespil. 

    Så til en fest i hendes daværende kærestes hus, dukker der tre mænd op, som ingen af dem kender. Det er fra et filmhold, der skal til at starte en filmproduktion op, og de er vilde med hendes udseende og væremåde og mener, at hun vil være helt rigtig til en rolle i filmen. Hun slår dem hen, men fordi hendes kæreste er kunstmaler, så får de hende lokket til at køre op til nogle venner med nogle malerier ugen efter. Blandt de venner er Robert Altman, og han falder også fuldstændigt for hende og tilbyder hende på stedet en rolle i Brewster McCloud, som hun efter en del pres ender med at sige ja til. Resten er selvfølgelig historie, som man siger. Duvall spiller med i Altmans film op gennem 1970'erne og ind i 1980'erne, men det er først efter flere film, at hun indstiller sig på, at nu er hun åbenbart skuespiller. 

    thomsen13-07-24 11:35

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen