Jeg tilstår gerne at jeg knep et tåre under den scene:(
Vin Diesel: "Fast & Furious 7" har filmhistoriens allerbedste scene
Store ord fra den store mand.
Vin Diesel er ikke just kendt som en mand, der sætter sit lys under en skæppe. Og i et nyt interview med NME kommer skuespilleren med en noget "grandios" udmelding: Den bedste filmscene nogensinde var slutscenen i "Fast & Furious 7".
Den 20. november 2013 døde skuespilleren Paul Walker i et biluheld, mens den syvende "Fast & Furious"-film stadig var i produktion. Filmen blev udskudt et år, manuskriptet blev omskrevet, og Walkers kollegaer foran kameraet, deriblandt Vin Diesel, blev kaldt tilbage til settet for at færdiggøre filmen.
Og filmen slutter med en hjertevarm cadeau til Walker i form af en montage, der viser en masse klip fra de tidligere "Fast & Furious"-film, alt imens megahittet "See You Again" kører på lydsiden.
Og netop dén scene er Diesel stadigvæk meget, meget stolt over:
"Jeg vendte meget modvilligt tilbage foran kameraet. Jeg følte, at filmselskabet bad mig om at vende tilbage til en begravelse. Jeg var så knust. Jeg ville ikke have, at tragedien blev brugt i manuskriptet.
"Men det lykkedes os at gøre noget, der var så smukt og så smagfuldt. Det er nok det største øjeblik i filmhistorien. Ikke blot i min karriere, men i filmhistorien."
Ifølge Diesel var scenen også et særligt terapeutisk øjeblik for netop mænd:
"Mænd over hele verden kunne for første gang i verdenshistorien græde sammen."
Er du enig med Diesel? Se eller gense slutscenen i "Fast & Furious 7" herunder: