"Batman v Superman" vil muligvis blive et økonomisk flop
På trods af en flot åbning sidste uge med 166 mio. dollars i de amerikanske biografer, ser det ud til, at publikum så småt allerede er begyndt at få nok af "Batman v Superman: Dawn of Justice". I dens anden weekend oplevede filmen således et drop på hele 70 % og formåede blot at hive 54 mio. dollars hjem.
Udenfor USA har filmen omsat for 363,4 mio. dollars, hvilket giver et samlet globalt resultat på 682 mio. dollars. På verdensplan er den årets 3. mest succesrige film efter "Zootropolis" (727 mio. dollars) og overraskelsen "Deadpool" (747 mio. dollars).
588 mio. dollars lyder selvfølgelig stadig af meget, men filmens budget er på 250 mio. dollars, og når man tager massive globale reklameomkostninger og udgifter til biografer mm. med i regnestykket, vurderes det ifølge Movieweb.com, at filmen skal nå op på 1 mia. dollars, før den vil give overskud.
Det forventes dog, at "Batman v Superman: Dawn of Justice" også vil indtage førstepladsen på den amerikanske boxoffice-liste både denne og næste weekend, hvor konkurrencen blandt nye premierefilm er relativt svag. Ugen efter vil den dog få konkurrence fra Disneys live-action "Junglebogen" og komedien "Barbershop: The Next Cut", der forvente at skubbe Bats og Supes ned ad ranglisten.