De sender det samme afsnit hver gang;)
"En ny dag truer" er på vej som tv-serie ifølge Stephen Tobolowsky
Den samme dag kan muligvis snart opleves igen og igen på tv!
I "En ny dag truer" fra 1993 (originaltitel: "Groundhog Day") måtte stakkels Bill Murray igen og igen gennemleve den samme dag i et time loop, og nu lader det til, at den samme dag muligvis skal genleves igen og igen.
I en ny episode af podcasten The Production Meeting Podcast fortæller skuespilleren Stephen Tobolowsky, der spillede den påtrængende sælger Ned i Harold Ramis' originale film, at en tv-serie baseret på filmen er under udvikling.
Tobolowsky fortæller, at han mødte en af filmens producere hos Sony, som fortalte skuespilleren om den kommende serie og samtidig spurgte Tobolowsky, om han var interesseret i gentage rollen som Ned, hvilket Tobolowsky øjeblikkeligt takkede ja til.
Se også: Bill Murray genoplever "Groundhog Day" i ny reklame!
Hvordan tv-serien ville genoplive time loop-konceptet melder historien ikke noget om og – endnu vigtigere – nævner Stephen Tobolowsky heller ikke noget om, hvorvidt Bill Murray vender tilbage i serien. Murray gentog faktisk rollen som den evigt sarkastiske meteorolog Phil i en tv-reklame tidligere i år.
Til gengæld afslørede Tobolowsky, at tv-serien vil foregå 30 år efter filmen – med andre ord: i vores nutid.
Hvor langt "En ny dag truer" som tv-serie er i præproduktionsfasen, eller om den overhovedet bliver produceret, er endnu usikkert, men den ville være én af mange film, som er blevet til tv-serier de seneste år.