Ambivalent. Jeg elsker PTA. Jeg synes Cooper er irriterende.
Bradley Cooper på tale til Paul Thomas Andersons næste film
"There Will Be Blood"- og "Den skjulte tråd"-instruktørens næste film bliver angiveligt et coming-of-age-drama.
Bradley Cooper kan ifølge Variety meget vel ende med at slutte sig til Paul Thomas Andersons nye, unavngivne film.
Der har været relativt stille om Cooper siden succesen med det romantiske drama "A Star Is Born", hvor det som bekendt slog gnister mellem ham og Lady Gaga, men nu rører den Oscar-nominerede skuespiller og instruktør altså på sig igen.
Paul Thomas Andersons nye projekt er stadig omgærdet med en del mystik, men der er efter sigende tale om et coming-of-age-drama, der finder sted i San Fernando Valley i Californien i 1970'erne, hvilket umiddelbart leder tankerne hen på tidligere Anderson-værker som "Boogie Nights" og "Magnolia".
Tiden må vise, om kalenderen tillader, at Bradley Cooper ender på rollelisten i Paul Thomas Andersons opfølger til "Den skjulte tråd". Den populære skuespiller har nemlig som tidligere rapporteret en film i støbeskeen om den verdensberømte dirigent og komponist Leonard Bernstein, og han spiller samtidig hovedrollen i Guillermo del Toros kommende "Nightmare Alley", som snart genoptager optagelserne ovenpå en coronapause.