Uf...
Jeff Bridges: Jeg har lymfekræft
2020 disker op med endnu en skrækkelig nyhed.
Coronapandemien raser, biografnedlukninger koster tusindvis af jobs, hensynsløse politikere over hele kloden skaber ravage, og nu har Jeff Bridges fået kræft. 2020 må efterhånden have overhalet 2016 på lorteårenes podium.
I et Facebook-opslag skriver Bridges: "For at citere The Dude (Bridges' karakter i "The Big Lebowski", red.): 'New shit has come to light.' Jeg er blevet diagnosticeret med lymfekræft."
På trods af situationens alvor er den evigt optimistiske Bridges dog stadig håbefuld:
"Selvom det er en alvorlig sygdom, så har jeg heldigvis et stærkt hold af læger, og prognoserne ser gode ud. Jeg tager hul på min behandling og holder jer opdateret om min helingsproces.
"Jeg er enormt taknemmelig for al den kærlighed og støtte, jeg har fået fra min familie og mine venner. Tak for jeres bønner og tanker."
Den snart 71-årige Bridges runder af med at minde sine amerikanske medborgere om at stemme. Den Oscar-belønnede skuespiller er bl.a. kendt for sine roller i førnævnte "The Big Lebowski" samt "Hell or High Water", "Tron" og "True Grit".
Lymfekræft angriber kroppens lymfesystem, der bekæmper infektioner i kroppen og således er en essentiel del af immunforsvaret. Kemoterapi indgår i behandlingen.