Rygte: "Predator 5" foregår for flere hundrede år siden
Nye plotdetaljer løfter sløret for, hvad vi måske kan forvente af den næste "Predator"-film.
Det er ikke mange øjeblikke siden, at det blev offentliggjort, at en ny "Predator"-film var undervejs. Selvom den seneste i rækken, "The Predator" fra 2018, ikke var den store succes, som studiet nok havde håbet på, har Disney dog valgt at fortsætte franchisen, og projektet bliver allerede betegnet som en reboot af en art.
Selvom der ikke er mange informationer at gå efter, tyder det alligevel på, at der er visse detaljer, der allerede nu godt kan udledes fra historien.
Ifølge kilder vil historien nemlig udspille sig på det nordamerikanske kontinent, flere århundreder før europæerne kom til kontinentet.
Filmens instruktør, Dan Trachtenberg ("10 Cloverfield Lane"), og manuskriptforfatter Patrick Aison har allerede arbejdet på et projekt med titlen "Skulls", og der spekuleres nu i, om netop "Skulls" er et dække for den kommende "Predator"-film.
"Skulls" følger en comanchekvindes kamp mod traditioner og normer i jagten for at blive en mægtig kriger. Så er spørgsmålet jo bare, om hun skal i kamp mod rummets mest berygtede jæger?
Den endnu unavngivne "Predator 5" har på nuværende tidspunkt ingen forventet premieredato.