Trailer: Ny og syret trailer til Marvels "WandaVision"
Den første MCU-tv-serie lander meget snart på Disney+.
Efter adskillige års gigantisk succes i biografmørket (senest med "Avengers: Endgame", filmhistoriens finansielt mest succesfulde film) er Marvel Studios og selskabets filmunivers, MCU, klar til at blive en magtfaktor af rang på tv-fronten.
For nylig delte vi her på Moovy nye trailers til Marvel-serierne "WandaVision", "The Falcon and the Winter Soldier", "Loki" og "What If...?", som alle lander på Disney + næste år.
Og nu har Marvel Studios netop udgivet en spritny trailer til den førstnævnte serie, "WandaVision", som også er den første, der udkommer, og som efter sigende bygger bro mellem de to seneste "Avengers"-film og den kommende "Doctor Strange in the Multiverse of Madness".
Serien vil fokusere på forholdet mellem Vision og Scarlet Witch/Wanda Maximoff, og hvis man husker, hvad der skete med Vision i "Avengers: Infinity War", sidder man formentlig tilbage med en del spørgsmål, som serien forhåbentlig vil besvare.
At dømme efter både de tidligere trailers og den nye af slagsen ligner "WandaVision" en klassisk amerikansk sitcom, komplet med dåselatter og gamle kønsrollemønstre, men hurtigt står det klart, at intet er, som det ser ud til.
"WandaVision" lander på Disney+ den 15. januar, og den nye trailer kan ses her: