Jeg elsker Ari Asters to første film, så jeg er klar på hvad som helst fra hans hånd.
Manden bag "Hereditary" og "Midsommar" laver "Disappointment Blvd." med Joaquin Phoenix
Ari Aster slår sig sammen med en af Hollywoods største talenter til sin næste film.
Med gysersensationerne "Hereditary" og "Midsommar" på samvittigheden har Ari Aster skabt sig noget af en kometkarriere som en af Hollywoods p.t. største gyserinstruktører. Filmmageren var senest aktuel i 2019 med det svenske sommergys "Midsommar", men nu er vi endelig blevet klogere på, hvad instruktørens næste projekt bliver.
Der har længe svirret rygter om, at Ari Asters ville blive en mørk komedie med Joaquin Phoenix i hovedrollen, men intet har været sikkert endnu. Vi ved stadigvæk ikke, hvilken type film det bliver, men vi har nu fået en titel og slået officielt fast, at Joaquin Phoenix skal spille hovedrollen.
LÆS OGSÅ: ARI ASTER: MIN NÆSTE FILM BLIVER ET FIRE TIMER LANGT KOMEDIEMARERIDT
Asters næste film kommer til at hedde "Disappointment Blvd." og ligesom tilfældet var med hans to andre film, bliver den produceret i samarbejde med amerikanske A24. Der er ingen officiel synopsis til filmen endnu, men i en pressemeddelelse beskrives filmen som "et intimt portræt af en af de mest succesfulde entreprenører nogensinde, som vi følger hen over flere årtier."
Ari Aster udtalte sidste år, at hans næste film ville blive et komediemareridt med en spilletid på fire timer. Hvorvidt det var en joke eller ender med at holde stik, må vi vente med at se.
LÆS OGSÅ: ANMELDELSE AF "MIDSOMMAR"
Joaquin Phoenix har længe været en af filmbranchens mest ombejlede talenter, og sidste år kulminerede karrieren, da han med sin tredje nominering i kategorien for Bedste mandlige hovedrolle hev en Oscar-statuette hjem for sin præstation i Todd Philips "Joker".
Hvornår "Disappointment Blvd." begynder sine optagelser eller får premiere vides ikke, da Joaquin Phoenix har et travlt skema, hvor han blandt andet skal spille Napoleon i en kommende film af Ridley Scott.