Remake af sci-fi-kultfilmen "Enemy Mine" er på vej

Wolfgang Petersens oprindelige sci-fi-film blev et kæmpe flop i 1985, men har siden oparbejdet en stor fanskare.

Tilbage i 1985 lignede science fiction-dramaet "Enemy Mine" på papiret et stensikkert hit. Sci-fi-genren var enormt populær, instruktøren var Wolfgang Petersen, som havde storfilmene "Das Boot" og "Den uendelige historie" på CV'et, og hovedrollerne blev spillet af stjernerne Dennis Quaid og Louis Gossett Jr.

Men "Enemy Mine" havde en usædvanligt hård fødsel – Petersen erstattede instruktøren Richard Loncraine under optagelserne og besluttede sig for at skrotte praktisk talt alt, der var blevet filmet indtil da. Kostumer og kulisser blev omdesignet, og budgettet endte med at vokse fra 17 mio. dollars til 40 mio. dollars. Og da filmen endelig udkom, indtjente den sølle 12 mio. dollars og endte således som et af årtiets største flops.

Men ligesom sine artsfæller fra 80'erne, "Blade Runner" og "The Thing", blev "Enemy Mine" senere et stort hit på hjemmevideo, og den har også oparbejdet en stor og loyal fanbase. Og de fans kan nu se frem til en storstilet genindspilning af Petersens sci-fi-film.

Læs også: Wolfgang Petersen – instruktøren bag "Das Boot" og "Den uendelige historie" – er død, 81 år gammel

The Hollywood Reporter rapporterer, at Terry Matalas er blevet hyret til at skrive manuskriptet til den nye "Enemy Mine". Matalas er vel at mærke produceren/forfatteren, som var den kreative drivkraft bag 3. sæson af "Star Trek: Picard", som høstede ekstremt flotte seertal, anmeldelser og adskillige priser.

Ligesom originalfilmen udfolder den nye "Enemy Mine" sig i en fremtid, hvor menneskeheden er i krig mod en race af reptilagtige rumvæsner. Et af de rumvæsner og én menneskelig pilot styrter ned på en ubarmhjertig og gold planet, hvor de må lære at samarbejde for at overleve.

Matalas er også en relativt erfaren tv-instruktør, men den nye "Enemy Mine" er stadig på udkig efter en instruktør og sine skuespillere. Premieredatoen er også stadig ukendt.

Matalas arbejder i mellemtiden på den kommende Marvel-serie "Vision", som følger op på "WandaVision" og har Paul Bettany tilbage i titelrollen. Marvel-chefen Kevin Feige hyrede Matalas netop oven på hans iøjnefaldende arbejde på "Star Trek: Picard".

Kommentarer

Remake af sci-fi-kultfilmen "Enemy Mine" er på vej

  • 0

    eeeeeelsker den film, Håber de er gode ved den :)

    KE!ZION18-06-24 11:13

  • ★★★★0

    Har set den en enkelt gang som ung - og elskede den!

    S. Rico18-06-24 14:09

  • ★★★★0

    Er også stor fan af den gamle. Fantastisk film!

    dyg18-06-24 20:14

  • 0

    Husker den som en virkelig fantastisk og flot film.

    På den ene side bliver jeg bare træt af alle de her genindspilninger - omvendt kan jeg godt unde alle de her genZ and what not en rigtig god film....

    Dominar Rygel XVI18-06-24 20:38

  • 0

    Genindspilninger er som sådan OK, nyt publikum, god historie, nye tider men det er desværre sjældent, det bliver gjort godt, hvis man kunne lide den originale håber de holder nerven i denne og fortæller den historie uden det skal blive en kæmpe film. med alt for meget mainstream

    KE!ZION19-06-24 07:17

  • 0

    Hvis man endelig skal lave genindspilninger, så er det sådan: Tag en film med en god historie og et godt koncept, der oprindeligt blev et flop, og giv den en chance mere - genindspilninger af film, der allerede er et hit, er ligegyldigt.

    Pistolprinsen19-06-24 08:16

  • ★★★★2

    Hvis man endelig skal lave genindspilninger, så er det sådan: Tag en film med en god historie og et godt koncept, der oprindeligt blev et flop, og giv den en chance mere - genindspilninger af film, der allerede er et hit, er ligegyldigt.

    Eksempelvis Enemy Mine?

    NSF19-06-24 08:40

  • ★★★★0

    Eksempelvis Enemy Mine?

    Eller: Hell in the Pacific(1968) Toshiro Mifune vs Lee Marvin?

    Gasivodo19-06-24 18:59

  • ★★★1

    Har set den en enkelt gang som ung - og elskede den!

    Same :)

    Gorman19-06-24 20:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen