Fair nok, at Lars Mikkelsen render med en Robert for "Der kommer en dag" - han er blændende i rollen. Men bedste spillefilm? Bedste manus? Bedste kvindelige birolle?
"Der kommer en dag" blev årets store Robert-vinder
Årets Robert-uddeling bød både på store overraskelser og forventede resultater, da de 2000+ medlemmer af det danske filmakademi kårede sidste års bedste præstationer foran og bag kameraet.
Det autentiske drama "Der kommer en dag" vandt hovedprisen for Årets danske spillefilm, hvilket næppe kom som en stor overraskelse for mange, idet filmen på forhånd havde tilegnet sig hele 11 nomineringer.
Skuespillerne Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen vandt hhv. Årets kvindelige birolle og Årets mandlige birolle for deres præstationer i filmen om to drenges opvækst på et brutalt børnehjem.
Og netop de to rigtige drenge – som nu selvsagt er voksne mænd – hvis livshistorie inspirerede filmmagerne (Arne Roel Jørgensen og Poul Erik Rasmussen), leverede nogle rørende takkeord på scenen til slut. "Det lykkedes Jesper W. (filmens instruktør, red.) at få de der børn til at ligne sådan nogle spøgelser, som vi var dengang," sagde en bevæget Rasmussen.
"Der kommer en dag" vandt desuden Årets originale manuskript, Årets scenograf og Årets kostumier.
Refn, Dyrholm, overraskelserne og porno-hack(!)
Nicolas Winding Refns "The Neon Demon" blev også overdænget med priser – nærmere bestemt fem af slagsen: Årets fotograf, Årets sminkør, Årets sounddesigner, Årets score og Årets visuelle effekter.
Thomas Vinterbergs "Kollektivet", der ligeledes var nomineret til i alt 11 priser, vandt to statuetter: Årets adapterede manuskript og Årets kvindelige hovedrolle (Trine Dyrholm).
Uddelingen bød også på flere markante overraskelser. Søren Malling var tydeligvis enormt overrasket over at vinde prisen for Årets mandlige hovedrolle for sin præstation i low-budget-dramaet "Forældre", som har fået stor ros, men blot solgte 1.603 billetter.
Og filmens debuterende instruktør, Christian Tafdrup, blev også hædret for sin indsats bag kameraet.
Prisen for Årets børne- og ungdomsfilm gik til en anden film, der også har haft det lidt svært i de danske biografer: Rasmus Heisterbergs "I blodet", som således overhalede store publikumssucceser som "Antboy 3" og "Iqbal & superchippen".
Det danske filmakademis hjemmeside er blevet hacket af en pornoside(!), hvilket der også blev gjort lidt grin med under selve showet, så vi har samlet listen over årets Robert-vindere herunder:
Årets danske spillefilm
Årets børne- og ungdomsfilm
- "I blodet"
Årets instruktør
- "Forældre" (Christian Tafdrup)
Årets originale manuskript
- "Der kommer en dag" (Søren Sveistrup)
Årets adapterede manuskript
- "Kollektivet" (Thomas Vinterberg & Tobias Lindholm)
Årets mandlige hovedrolle
- "Forældre" (Søren Malling)
Årets kvindelige hovedrolle
- "Kollektivet" (Trine Dyrholm)
Årets mandlige birolle
- "Der kommer en dag" (Lars Mikkelsen)
Årets kvindelige birolle
- "Der kommer en dag" (Sofie Gråbøl)
Årets scenograf
- "Der kommer en dag" (Sabine Hviid)
Årets fotograf
- "The Neon Demon" (Natasha Braier)
Årets kostumier
- "Der kommer en dag" (Stine Thaning)
Årets sminkør
- "The Neon Demon" (Erin Ayanian Monroe)
Årets klipper
- "Forældre" (Anne Østerud & Tanya Fallenius)
Årets sounddesigner
- "The Neon Demon" (Eddie Simonsen & Anne Jensen)
Årets score
- "The Neon Demon" (Cliff Martinez)
Årets originale sang
- "Shelley" ("100 meter mind dash" af Darkness Falls)
Årets visuelle effekter
- "The Neon Demon" (Peter Hjorth)
Årets kortfilm: Fiktion/animation
- "Sia" (Instr. Annika Berg)
Årets dokumentarfilm
- "Dem vi var" (Inst. Sine Skibsholt)
Årets korte tv-serie
- "Ditte & Louise II" (Instr. Niclas Bendixen)
Årets tv-serie
- "Bedrag" (Instr. Per Fly)
Årets mandlige hovedrolle – tv-serie
- "Bedrag" (Thomas Bo Larsen)
Årets kvindelige hovedrolle – tv-serie
- "Ditte & Louise II" (Louise Mieritz)
Årets mandlige birolle – tv-serie
- "Bedrag" (Esben Smed)
Årets kvindelige birolle – tv-serie
- "Rytteriets jul" (Bodil Jørgensen)
Årets amerikanske film
- "The Revenant" (Instr. Alejandro G. Iñárritu)
Årets ikke-amerikanske film
- "Sauls søn"
Blockbuster publikumspris
- "En-To-Tre-Nu!"