Øv :-( Man kan da håbe, at han en skønne dag ændrer mening og disker op med et bedre punktum for en fantastisk karriere.
David Lynch er færdig med at lave film
Vi er blot få uger fra tv-premieren på den 3. sæson af den legendariske tv-serie "Twin Peaks", men en af føljetonens helt store bagmænd, David Lynch, har åbenbart ingen planer om at vende tilbage bag kameraet på en film.
I et interview med det australske nyhedsmedie The Sydney Morning Herald fortæller Lynch, at den ekstremt eksperimenterende "Inland Empire" fra 2006 vil stå tilbage som hans allersidste spillefilm.
"Ja, det har jeg," konstaterer Lynch kort og præcist, da han bliver spurgt direkte, om han har lavet sin sidste film. Og filmbranchens nuværende helbred har åbenbart spillet en stor rolle i Lynchs beslutning:
"Meget har ændret sig. Mange film klarer sig dårligt finansielt, selvom de er fremragende film, og de film, der klarer sig godt, er ikke den slags film, jeg har lyst til at lave."
Man skulle ellers ikke tro, at finansielle overvejelser var af betydning for en kunstner som Lynch, hvis unikke film sjældent scorer kassen, men til gengæld oftest høster priser og flotte anmeldelser.
Ud over "Inland Empire" prydes Lynchs CV også af film som "Mulholland Drive", "Elefantmanden", "Eraserhead", "Lost Highway" og "Blue Velvet".
"Twin Peaks", der også bliver vist på Cannes-festivalen, vender tilbage på HBO Nordic 22. maj – dagen efter den amerikanske premiere. Du kan se traileren her.