Juubiii :-p
"John Wick: Chapter 3" får en premieredato
De to "John Wick"-actionfilm har været en ganske succesfuld franchise in spe – filmene har sammenlagt indtjent godt 260 mio. dollars på verdensplan og er derudover blevet rost af mange kritikere.
Her på Moovy slyngede vi for nylig 5 stjerner efter "John Wick: Chapter 2", og vi skrev tilmed: "...sikke en cliffhanger – kom så med "Chapter 3"!"
Og nu har Lionsgate omsider givet "John Wick: Chapter 3" en udgivelsesdato: fredag den 17. maj 2019 (og i så fald udkommer den formentlig dagen forinden i Danmark: torsdag den 16. maj).
Vi ved stadig intet konkret om filmens plot, og det er heller ikke stensikkert, at instruktøren Chad Stahelski vender tilbage bag kameraet.
Stahelski har dog tidligere udtalt, at han p.t. arbejder på manuskriptet sammen med Derek Kolstad, som også forfattede føljetonens to første kapitler.
Den 53-årige Keanu Reeves vender dog stensikkert tilbage som den mangeårige lejemorder John Wick, der valgte kærligheden over karrieren som professionel dræber, men som blev tvunget tilbage til krigsstien.