Jeg glæder mig godt nok meget til The Shape of Water.
Guillermo del Toro: "Pinocchio" er død
Fans, der havde set frem til filmen, får en lang næse...
Den mexicanske filmmager Guillermo del Toro har som regel gang i flere spændende projekter på samme tid. Tidligere har han givet os farverige fortællinger som "Pans labyrint" og "Crimson Peak", og han har også haft en nyfortolkning af klassikeren "Pinocchio" i støbeskeen i nogen tid. Dét projekt bliver dog ikke til noget.
Del Toro har i et nyt interview afsløret, at animationsfilmen er så godt som død. Oprindeligt var det planlagt, at man ville lave projektet for 35 mio. dollars, og filmen blev beskrevet som et passionsprojekt for "Hellboy"-instruktøren, som også har leveret et par detaljer om filmens planlagte plot.
"Tanken var, at 'Pinocchio' skulle foregå i Italien, mens fascismen er ved at vinde indpas, og Mussolini er ved at tage herredømmet. Det virkede som et godt tidspunkt at fundere over spørgsmålet om, hvorvidt man er en dukke, eller om man er menneskelig. Men der sker ikke noget med projektet," forklarer Guillermo del Toro således. Instruktøren er til foråret aktuel med sin nyeste film, der har fået titlen "The Shape of Water".
Et års pause
Netop den fantasifulde og romantiske koldkrigsfortælling "The Shape of Water" bliver det sidste, vi kommer til at se af del Toros værker på det store lærred for en stund. Den muntre filmmager har nemlig valgt at tage sig et års pause fra instruktør-tjansen. Del Toro afslørede for nylig sin beslutning, som dermed også udskyder hans genindspilning af "Fantastic Voyage", der ellers var udset som det næste filmprojekt af eventyrfortælleren.
"Jeg er 53 år gammel, jeg vil gerne prøve ikke at vide, hvad jeg næste gang skal lave," udtaler del Toro og fortsætter: "Det er også derfor, jeg tager et års pause – for virkelig at overveje, hvad jeg skal lave næste gang. Alle de her projekter... Nogle af dem lykkes, andre gør ikke. En films naturlige udgang er, at den ikke lykkes. Sådan er virkeligheden."
Guillermo del Toros næste spillefilm, og altså instruktørens sidste filmproduktion inden hans "sabbatår", er som sagt "The Shape of Water", der har Sally Hawkins og Michael Shannon i hovedrollerne. Doug Jones, der er en gammel kending i del Toro-sammenhæng og har medvirket i flere hans film, kan ses i rollen som fiskemonsteret, der er indespærret under den kolde krig. "The Shape of Water" kan opleves i de danske biografer fra 22. februar 2018.
Derudover udgiver Netflix næste måned endnu en sæson af animationsserien "Trollhunters", som Guillermo del Toro har skabt for streamingtjenesten.