Jøde-bashing II
Mel Gibson og Jim Caviezel genforenes på "The Passion of The Christ 2"
Caviezel gentager rollen som Jesus i fortsættelsen til Gibsons barske og omdiskuterede bibel-drama.
I 2004 skabte Mel Gibsons kontroversielle og ultravoldelige fortolkning af Jesu lidelseshistorie stor debat og furore i "The Passion of the Christ", der endte med at indtjene svimlende 611 mio. dollars på verdensplan. Filmen havde et budget på "sølle" 30 mio. dollars.
Instruktøren Mel Gibson har tidligere udtalt, at en fortsættelse var i støbeskeen med titlen "The Resurrection", og nu bekræfter Jim Caviezel over for USA Today, at han igen skal spille Guds søn i den nye film om Jesu opstandelse, præcis som han gjorde i "The Passion of the Christ".
Den største film i historien
Ifølge 49-årige Caviezel bliver "The Resurrection" mindst lige så kontroversiel som forløberen, idet han udtaler: "Der er ting, jeg ikke kan fortælle om, der vil chokere publikum. Det er fantastisk. Men jeg kan sige så meget, at filmen, han (Gibson) kommer til at lave, bliver den største i historien. Så god er den."
Der er med andre ord bogstaveligt talt lagt i kakkelovnen i "The Resurrection", eftersom Mel Gibson tidligere har teaset publikum om, at Jesus kan ende i helvede i perioden mellem hans død og opstandelse, som filmen efter al sandsynlighed kommer til at skildre.
Caviezel er for øvrigt snart aktuel i endnu et bibel-drama, idet han medvirker i "Paul, Apostle of Christ", der får amerikansk premiere i slutningen af marts.
"The Resurrection" har endnu ingen officiel premieredato.