Lyder godt.
Anmeldelse: The Shape of Water
"The Shape of Water" spiller nærmest som en overnaturlig version af "Den fabelagtige Amélie" i en monsterfilmudgave.
Det har ofte været svært for denne anmelder at have noget som helst kærlighed tilovers for instruktør Guillermo del Toros film. Hans værker har for undertegnede altid virket som en hul skal, der ikke havde meget andet at tilføje sin genre end rød røg og gennemskuelige intriger, der fungerer som en undskyldning for at lave et levende maleri. Men med "The Shape of Water" har han tilføjet indhold og følelsesmæssig varme til sit værk, og det klæder den fortræffeligt.
Den stumme Elisa blev forladt som lille og arbejder nu som rengøringsdame i et topsikkert laboratorium iblandt mænd, der kæmper imod russerne midt i den kolde krig. Men da et nyt eksperiment dukker op i et af forsøgslokalerne, bliver Elisa draget af mysteriet og oplever snart en kærlighed, der trues af projektlederen Richard Strickland (Michael Shannon), om ikke har tænkt sig at lade sin karriere ødelægge af hverken russerne eller en stum kvinde.
Del Toro har efterhånden en del erfaring med at skabe stemning omkring sine film. Som nævnt har dette ofte været et konstant problem i hans værker, der har virket kalkulerende, når de skulle være medrivende, og langsommelige, når de burde gøre publikum ængstelige med frygt. I "The Shape of Water" er denne beregnende måde at lave film på dog heldigvis blevet affejet til fordel for en ægte historie, der gør hjertet større for hver scene. Den form, Del Toro efterhånden kan i søvne, er her viklet sammen med en smuk kærlighedshistorie, de fleste instruktører ville have haft svært ved at gøre troværdig. "The Shape of Water" spiller nærmest som en overnaturlig version af "Den fabelagtige Amélie" i en monsterfilmudgave.
Ses "The Shape of Water" efter i kortene, er den tidstypisk for den inkluderende holdning, der findes i mange vestlige samfund i dag. Her er det de undertrykte, der tages op til revision og kæmpes for. Dem, som ikke altid har nok stemme til at tale sin sag i en verden, der er domineret af typiske magthavere. Den stumme rengøringshjælp. Den sorte familie, der gerne vil have et bord at sidde ved til en eftermiddagskaffe. Manden, der kæmper for et job, men bliver nødt til at trygle for at komme indenfor murene. Selv monsteret i vandet, der må erkende, at tæsk er den nye dagligdag, fordi det ser anderledes ud end de andre.
Eller som Richard Strickland siger i en afslørende sætning om monsteret i vandbassinet: "Denne ting har menneskelige følelser. Det samme har vietnameserne og russerne, men dem dræber vi, gør vi ikke?" Med sin kolde overlegenhed overfor alle andre end dem, der er et par grader højere i hierarkiet, beviser Michael Shannon endnu en gang, at han er den bedste skuespiller i sin generation. Han spiller sin rolle som en mand, der skjuler sin egen ekstreme usikkerhed ved at undertrykke hele verden, og med denne personificering af lidet skjult afsky bliver han en forlængelse af de daglige undertrykkere i vores eget nutidige samfund, der anser det fremmede for det farlige.
"The Shape of Water" er en film om kærlighed, og hvad den formår at gøre. Det er en fabel for voksne, der kan lide et eventyr med noget på hjerte. Men det er også en film for os romantikere, der tror på kærligheden, uanset hvilken form den kommer i. Med "The Shape of Water" har Guillermo del Toro brugt sit kendskab til stil på en måde, der snildt kan kaldes den bedste film, han nogensinde har lavet.
Se Moovy TV's "The Shape of Water"-interview med filmens Oscar-nominerede, danske fotograf: