Hun brød ikke den fjerde væg. Hun snakkede i telefon. Just saying. :p
Anmeldelse: Utøya 22. juli
Det er en filmoplevelse, som er så realistisk, at det gør ondt.
Virkeligheden er hård. Virkeligheden kan være brutal, og det er vigtigt, at vi bliver mindet om det. Men kan virkeligheden også være for hård til, at det er nødvendigt at blive mindet om den? Vi har set utallige film om rædslerne ved f.eks. 2. verdenskrig. Man kan diskutere, om der også er en berettigelse i at lave film om virkelige begivenheder, der kostede menneskeliv, som skete i vore tid. Terrorangrebet 11. september 2001 affødte to film fem år efter i form af Oliver Stones "World Trade Center" og Paul Greengrass' realistiske "United 93". I 2011 oplevede Norge ligeledes et ubarmhjertigt angreb, og nu syv år efter kommer en historie om den uhyggelige dag.
Oslo oplever en bombning 22. juli 2011 om eftermiddagen. På øen Utøya er der samlet en stor gruppe unge på lejr. Vi følger pigen Kaja, der hygger sig med sine venner og bekendte. De har fået nyheden om angrebet i Oslo, men beroliger sig selv med, at de er langt væk. Men de næste 72 minutter bliver et mareridt, som ingen havde forudset kunne ske.
"Utøya 22. juli" er ikke nogen nem film at anmelde. Det er en ubarmhjertig og benhård film at se. Filmen er en fiktion, men bygger på udsagn og genfortællinger fra de overlevende fra den skæbnesvangre dag. Instruktør Erik Poppe har udtalt, at hans film ikke er en dokumentarfilm. Det er en fiktionsfilm, som bygger på en sandhed. Det er fuldstændig ligegyldigt at se den som en fiktionsfilm. Man kan ikke undgå at tænke på, at denne hændelse er sket, og der var 77 unge mennesker, som mistede livet. Jeg er fuldstændig sikker på, at der er rigtig mange, der allerede fra starten af har besluttet sig for ikke at gå ind og se filmen, og det er fuldstændig forståeligt.
Man får historien serveret råt for usødet. Filmen er optaget i reel tid, hvor man er med hele vejen igennem de 72 minutter. Man er decideret en af de unge mennesker, som befandt sig på Utøya. Det er et modigt valg af instruktøren at lave filmen på den måde. Samtidig skal det siges, at den er lavet med stor respekt og soberhed for ofrene og de overlevende. Man ser næsten ingenting, men oplever alligevel rædslerne på tæt hold, og dét, man ikke ser, opleves meget stærkere. Lydsiden er uhyggelig realistisk, og der er flere scener, man sent vil glemme.
"Utøya 22. juli" er højst sandsynligt ikke en film, man burde give stjerner. Det er en film, der nok vil give alle, som ser den, et indtryk for livet. Jeg vil have svært ved at anbefale filmen, da det er en filmoplevelse, som er så realistisk, at det gør ondt. Alligevel er det en film, som er lavet med så megen respekt for alle de ramte, at man får en filmoplevelse for livet. Det er værd at diskutere, om filmen er blevet lavet for tidligt, da over 300 overlevende lever med psykiske og fysiske skader, og hændelsen har ramt endnu flere.
Den 22. juli 2011 var en dag i Norges historie eller nærmere sagt, verdenshistorien, som vi ikke må glemme, og derfor mener denne anmelder, at filmen er vigtig. Lysten er ikke noget, der vil melde sig til denne film, men jeg vil sige, at man får en filmoplevelse for livet.
Se Moovy TV's "Utøya 22. juli"-interview med instruktøren Erik Poppe: