Ny John Williams-dokumentar udkommer på Disney+ om få måneder

Selveste Steven Spielberg står bag den kommende dokumentar om den måske største filmkomponist i historien.

John Williams har skabt noget af den mest fantastiske og lovpriste filmmusik nogensinde – Moovys brugere har da også tidligere kåret ham til historiens bedste filmkomponist.

Den 92-årige legende har i løbet af sin utrolige karriere komponeret de uforglemmelige og majestætiske toner til klassiske film som "Star Wars", "Superman", "JFK", "Harry Potter og de vises sten" samt ikke mindst Steven Spielberg-filmene "Dødens gab", "E.T.", "Schindlers liste", "Jurassic Park", "Saving Private Ryan" og "Jagten på den forsvundne skat".

Især samarbejdet mellem d'herrer Williams og Spielberg har vist sig at være særdeles frugtbart, og nu står den flittige instruktør bag en kommende dokumentarfilm om sin egen hofkomponist.

Læs også: John Williams overgår sig selv og sætter vild Oscar-rekord

Steven Spielberg agerer producer på projektet med titlen "Music by John Williams", mens instruktionen er lagt i hænderne på dokumentaristen Laurent Bouzereau, som tidligere har lavet et væld af dokumentarer og featurettes om Spielbergs opusser.

Nu har John Williams-dokumentaren så endelig fået en premieredato: "Music by John Williams" udkommer på Disney+ den 1. november.

Inden da får filmen dog eksklusiv premiere ved det amerikanske filminstituts AFI Fest den 23. oktober for derefter at udkomme i udvalgte amerikanske biografer i en kortere periode.

"Music by John Williams" fortæller historien om den store komponist og hans fantastiske livsværk og byder bl.a. på interviews med Hollywood-sværvægtere som Steven Spielberg, Kathleen Kennedy, Frank Marshall, George Lucas, J.J. Abrams, James Mangold, Ron Howard, Anne-Sophie Mutter, Kate Capshaw, Alan Silvestri og Thomas Newman.

Sidste år proklamerede John Williams i øvrigt, at han har tænkt sig at arbejde 10 år til, så vi har altså formentlig masser af flot filmmusik til gode fra den sublime maestro.

Kommentarer

Ny John Williams-dokumentar udkommer på Disney+ om få måneder

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen