Fedt, havde planer om at gense den første idag. En af de fedeste zombiefilm der er lavet.
"Train to Busan"-fortsættelse foregår fire år efter etteren
Toeren til det sydkoreanske zombie-hit udkommer senere i år.
Sydkorea har længe haft en stolt tradition for at levere succesfulde, skræmmende gysere, og i 2016 blev zombie-filmen "Train to Busan" et stort, internationalt hit, som skovlede næsten 1 mia. kroner ind ved verdens billetluger.
Filmen handler om en far og hans datter, som er om bord på et tog fra Seoul til Busan, efter at en zombie-virus er brudt ud i Sydkorea.
Nu er toeren lige på trapperne. Filmen blev oprindeligt døbt "Train to Busan 2" i udlandet, men har siden da fået titlen "Peninsula" (på dansk: "halvø"). Yeon Sang-ho er tilbage som både manuskriptforfatter og instruktør, og i et nyt interview med Screen Daily fortæller han mere om toerens plot:
"Filmen foregår fire år efter 'Train to Busan', og den foregår i det samme univers, men den fortsætter ikke, hvor etteren slap, og den handler om nogle nye karakterer."
Læs også: "Train to Busan"-remake undervejs med James Wan som producer
I "Peninsula" har man forsøgt at inddæmme zombie-udbruddet ved at isolere Sydkorea, som er blevet til en zombie-fyldt ødemark, som andre nationer har gjort til en aflukket ghetto i forsøget på at stoppe virussen. Vi følger en række soldater, der drager ind i Sydkorea på en særlig mission.
Toerens budget på 110 mio. kroner er næsten dobbelt så stort som etterens, og ifølge Sang-ho vil "Peninsula" få den første film til at ligne "en lille independent-film. 'Peninsula' er meget større."
Filmmageren bliver også spurgt ind til sin reaktion på coronavirussens udbrud, som gør hans film uhyggeligt aktuel: "Jeg havde aldrig forestillet mig noget à la den nye coronavirus. Men jeg har den seneste tid hørt meget om kollektiv selviskhed i nyhederne, som man ser facetter af i 'Train to Busan' og nu også i 'Peninsula', og som fører til tragedier."
Hvis alt går efter planen, så udkommer "Peninsula" i de fleste lande i august, men det er endnu uvist, om filmen får dansk biografpremiere.