Haha, fedt.
De to "Valhalla"-film udkommer på Blu-ray – men kun i Tyskland
Hvis du vil have danmarkshistories nok største tegnefilm i bedst mulig kvalitet, så skal du bestille syd for grænsen.
Det er efterhånden blevet helt normalt, at danske spillefilm blot udkommer på streaming og på dvd uden skyggen af ekstramateriale. Branchen har ofte fremhævet et uimponerende salgstal som årsagen hertil.
Men det forhindrer heldigvis ikke andre lande i at lave luksusudgivelser af danske film. Og den 30. april udkommer en boks med begge "Valhalla"-film i Tyskland: altså tegnefilmen fra 1986 og Fenar Ahmads live action-filmatisering fra sidste år.
Det er første gang, at Peter Madsens klassiske tegnefilm udkommer på Blu-ray i verden. Man skal dog være hurtig på aftrækkeren, for der bliver kun udgivet 1.500 eksemplarer af boksen med begge film, som bl.a. kan bestilles fra den tyske Amazon-side.
Boksen er heller ikke billig. Den koster 55 euro (cirka 410 danske kroner) eksklusive leveringsomkostninger.
Men ud over de to film indeholder boksen også en masse ekstramateriale om begge film, en hardcover-tegneserie på 104 sider, seks postkort samt Ron Goodwins soundtrack til tegnefilmen på cd.
Vi ved i øvrigt ikke endnu, om der er danske lydspor på de to film. Men fans kan altså glæde sig til at høre selveste Christopher Lee i rollen som Thor på tegnefilmens tyske lydspor.