"Druk" og "Sound of Metal" hiver Oscars hjem til Danmark
Thomas Vinterbergs "Druk" og filmklipperen Mikkel E.G. Nielsen blev hædret med priser under nattens unikke Oscar-show i Hollywood.
Helt som ventet blev "Druk" i nat den fjerde danske spillefilm (efter "Babettes gæstebud", "Pelle erobreren" og "Hævnen"), som sejrede i kategorien Bedste internationale spillefilm under årets Oscar-show, som blev afviklet i en relativt tom sal på grund af coronapandemien.
Filmens instruktør og manuskriptforfatter, Thomas Vinterberg, var til stede i salen og leverede en enormt rørende takketale fra podiet, hvor han takkede sin afdøde datter Ida, som mistede livet i et tragisk biluheld blot få dage efter optagestart.
Men Vinterberg var ikke nattens eneste sejrende dansker. Klipperen Mikkel E.G. Nielsen vandt for sit arbejde på "Sound of Metal", og han fik sågar overrakt prisen af selveste Harrison Ford. "Sound of Metal" vandt også i kategorien Bedste lyd.
Endnu en dansker var med i årets Oscar-ræs: Elvira Lind var nomineret for sin kortfilm, "The Letter Room" med Oscar Isaac, men selvom bookmakerne troede på Linds film, så endte prisen med at gå til den Netflix-distribuerede "Two Distant Strangers", der stiller skarpt på politivold og racisme.
"Nomadland" blev årets store prisvinder, idet den både sejrede i kategorierne Bedste film, Bedste instruktør (Chloé Zhao ) og Bedste kvindelige hovedrolle (Frances McDormand).
Pixars "Sjæl" vandt i kategorierne Bedste animerede film og Bedste score (Trent Reznor, Atticus Ross og Jon Batiste), mens "Get Out"-stjernen Daniel Kaluuya og Yuh-Jung Youn vandt i birolle-kategorierne for deres præstationer i hhv. "Judas and the Black Messiah" og "Minari".
Manuskriptpriserne gik til hhv. "Promising Young Woman" (Bedste originale manuskript - Emerald Fennell) og "The Father" (Bedste filmatisering - Christopher Hampton og Florian Zeller).
Et pludseligt punktum
Blandt nattens få store overraskelser var Anthony Hopkins' sejr i kategorien Bedste mandlige hovedrolle. Oscar-producenterne havde truffet den højst usædvanlige beslutning at overrække netop den pris som nattens sidste – formentlig i forventningen om, at den afdøde Chadwick Boseman ville vinde for sin allerede prisbelønnede indsats i "Ma Rainey's Black Bottom", hvorefter man ville kunne afrunde showet med en storladen hyldest til "Black Panther"-stjernen.
I stedet accepterede Joaquin Phoenix ("Joker") prisen på vegne af Hopkins, som sjældent tropper op til award shows, hvorefter showet sluttede temmelig brat. Den 83-årige Hopkins er i øvrigt nu den ældste Oscar-belønnede skuespiller nogensinde – den nyligt afdøde Christopher Plummer var indtil nu indehaver af rekorden (82 år).
En komplet liste over årets Oscar-vindere kan findes på det amerikanske filmakademis hjemmeside her.