Trist. Jeg ville så gerne kunne lide Spacey.
Og dette er et nøglepunkt i hele denne debat i min optik.
Vi vil så gerne kunne lide Spacey. Han er charmerende og karismatisk... han har både i film og i virkelighedens verden optrådt ekstremt sympatisk, ydmyg og velovervejet. Hell, jeg interviewede ham for en håndfuld år siden, og selvom han måske nok var en af de mere "kølige" personligheder, jeg har haft lejlighed til at interviewe, så var han også enormt snakkesalig, lyttende og respektfuld.
Og hvorfor vil vi gerne kunne lide Spacey? Nu skal jeg endelig ikke forsøge at lege psykolog, og der er sikkert tusindvis af faglærte, der med langt større præcision og troværdighed kan gennemgå og opremse årsagerne hertil... Men jeg tror, at det ikke blot har noget at gøre med, at vi føler, vi kender manden, fordi vi i årtier har nydt SÅ mange fremragende film med ham og så mange storartede præstationer fra hans hånd - og af natur har vi ikke lyst til at blive tvunget til måske at skubbe de fede oplevelser ind i et nyt, mindre flatterende lys pga. de her dystre historier. Det er meget naturligt at føle ubehag ved både historierne om Spacey og ved på sin vis at få "distortet" ens eget sysnpunkt og ens egne oplevelser. Altså, "L.A. Confidential" er en af mine 5 yndlingsfilm - ikke mindst takket være Spaceys eminente præstation og den rejse, hans karakter gennemgår (hvor han jo egentlig underligt nok udnytter en ung, homoseksuel mand til egen gevinst - gad vide, om en angrende Spacey tog imod rollen for at gøre lidt op med sig selv på samme måde som Jack Vincennes? Nå, det er ligegyldigt tankespind!)
Men det største "problem" (måske er "dilemma" et mere korrekt ord) er, at vi har VÆRET Spacey. Vi lever os ind i disse film og tv-serier gennem karaktererne, og Spacey er fuldkommen forsvundet ind i sine roller i en sådan grad, at vi har levet os helt ind i HAM i talløse minutters og timers tv- og filmunderholdning. Så når en umiddelbart ukendt skuespiller som Rapp pludseligt dukker op og prikker til en mand, som vi har haft helt tæt ind på livet i en positiv forstand i årtier gennem bomstærk fiktion, så er det vel egentlig naturligt, at man... hvis ikke ligefrem slår det væk eller vender ryggen til, så tager det med en portion skepsis, der er usædvanligt stor i forhold til, hvis det havde været en totalt fremmed person.
Lidt tilsvarende er der folk i periferien af min venneskare, som har kendt Peter Madsen i årevis - nogle af dem gik i gymnasiet med manden - og det var interessant at overvære på de sociale medier, hvordan de i laaaaang tid nægtede, at manden havde noget med mordet at gøre. Det var ikke ham, de kendte. Der måtte være sket noget andet. Beviserne er langtfra klokkeklare. Det kan være så meget andet. Nå, det var ham? Så må der sket noget vanvittigt, noget der har gjort ham midlertidigt sindssyg, fordi sådan var han aldrig. Nå, han brugte lang tid på at skære arme og ben af offeret?
Og her skal jeg skynde mig at indskyde, at jeg ikke sidestiller alvoren, graden eller typen af forbrydelser her... Jeg siger bare, at der er noget meget menneskeligt og forståeligt i både vemod, afmagt og aggressivitet i kølvandet på Spacey-anklagerne. Fordi han var, på sin vis, en ven. Ligesom det gør ondt på os, når en idoliseret skuespiller eller musiker afgår ved døden, fordi vi har knyttet os til dem på en måde, der transcenderer geografi og venneskare.