Moovy Exclusive: Fire fede rumeventyr på det store lærred – kom til Moovy og FORMAT Biografs "Star Trek"-festival den 28. september!

Vi viser to "Star Trek"-film og to ikoniske tv-afsnit på det store lærred og byder på kage, kaffe, mad, quiz med eksklusive præmier og meget mere!

For tredje år i streg er vi stolte over at kunne invitere alle landets sci-fi-fans til en storslået filmfest i FORMAT Biograf. Oven på vores succesfulde "Star Trek"-festivaler i 2022 og 2023 rejser vi nemlig endnu en gang ud i Mælkevejen for at få en ordentlig en på opleveren.

Og i år viser vi ikke blot "Star Trek"-film, men også "Star Trek"-afsnit. Programmet byder på:

"Star Trek III: The Search for Spock" (1984)

"Star Trek IV: The Voyage Home" (1986)

"Star Trek"-afsnittet "Balance of Terror" (1966)

"Star Trek: Strange New Worlds"-afsnittet "A Quality of Mercy" (2022)

Se også: Interview med "Star Trek: Strange New Worlds"-stjernerne Anson Mount og Rebecca Romijn

Der er tale om nyrestaurerede udgaver af "Star Trek III" og "Star Trek IV", som for første gang bliver vist på det store lærred i Danmark.

Og derudover byder vi også på lidt til ganen i form af kaffe, te, kage og morgenmad ved ankomsten, og man får også rabat på frokost i Ballerup Centret, som biografen ligger i. Og ud over at det er nemt at komme frem via bus og/eller S-tog, så kan man også parkere sin bil gratis på stedet hele dagen.

Og så er der også quiz, og I kan vinde en masse fede præmier – herunder en sjælden steelbook-udgivelse af netop "Star Trek III: The Search for Spock", som er blevet lanceret i år i forbindelse med filmens 40-års jubilæum. Og bare rolig: man behøver ikke være inkarneret trekkie for at kunne vinde!

Og man behøver i øvrigt heller ikke være "Star Trek"-fan for at kunne følge med. Undertegnede tropper nemlig op og introducerer hver film og afsnit og sørger for, at alle kan følge med.

Det hele løber som sagt af stablen den 28. september, hvor eventen skydes i gang kl. 10.00, mens sidste film slutter cirka 19.15.

Billetter kan bookes her, og I kan få en forsmag på festivalens program i traileren herunder:

Kommentarer

Fire fede rumeventyr på det store lærred – kom til Moovy og FORMAT Biografs "Star Trek"-festival den 28. september!

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen