"Avatar 3" får omsider en titel

En nyhed, der stensikkert vil gøre fans fyr og flamme...

Animation var i centrum på Disneys D23-event denne weekend, hvor bl.a. "De utrolige 3" og en "Inderst inde"-serie blev annonceret, mens der var nyt om bl.a. "Frost 3", "Toy Story 5" og "Vaiana 2".

Men James Cameron troppede også op for at komme med en opdatering om fortsættelsen til "Avatar" og "Avatar: The Way of Water" – altså hhv. filmhistoriens største og tredjestørste hit. Og Cameron afslørede altså titlen på den tredje "Avatar"-film, som går under navnet "Avatar: Fire and Ash".

Vi har længe vidst, at den næste "Avatar"-film introducerer en stamme af de høje Na'vi-rumvæsner, som er mere aggressive og magtsyge end deres artsfæller, og som smører sig ind i sod og netop tilbeder ilden og bruger brandfarlige våben. Camerons intention er at vise, at ikke alle de indfødte på den fjerne måne Pandora er sympatiske væsner, der higer efter fred og et liv i balance med naturen.

Læs også: James Cameron: Matt Damon er nødt til at få en rolle i "Avatar"-fortsættelserne

Oona Chaplin, som spillede Robb Starks viv i "Game of Thrones", spiller lederen af det såkaldte askefolk. David Thewlis ("Wonder Woman") og Michelle Yeoh ("Star Trek: Section 31") slutter sig også til castet, der stadig består af navne som Sam Worthington ("Clash of the Titans"), Zoe Saldana ("Star Trek Beyond"), Sigourney Weaver ("Aliens"), Jack Champion ("Avengers: Endgame"), Stephen Lang ("Don't Breathe") og Cliff Curtis ("Sunshine").

"I kommer til at se langt mere af Pandora end nogensinde før," afslørede Cameron på scenen under D23, før han præsenterede filmens titel. "Filmen er et sindssygt eventyr og en fryd for øjnene, men der er også mere på spil end tidligere. Alle de karakterer, som I kender og elsker, møder nogle virkelig store udfordringer."

"Avatar: Fire and Ash" får biografpremiere i december 2025, mens "Avatar 4" og "Avatar 5" udkommer henholdsvis i december 2029 og december 2031. Cameron skriver og instruerer samtlige film og vil ikke udelukke, at der kommer flere kapitler efter "Avatar 5".

Tilbage i december 2022 mødte Moovy TV skuespillerne i "Avatar: The Way of Water", og mange af dem vender tilbage i sci-fi-sagaens kommende kapitler. De interviews kan I (gen)se her:

Kommentarer

"Avatar 3" får omsider en titel

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen