"Shrek 5" får endelig en premieredato

Ventetiden bliver shreklig...

Som tidligere rapporteret kan fans af animationsfilmene om trolden Shrek se frem til det femte kapitel i den populære eventyrsaga. 

Og nu har vi så omsider fået den eksakte premieredato: "Shrek 5" udkommer i de amerikanske biografer den 1. juli 2026. Til den tid er det hele seksten år siden, at seriens forrige kapitel, "Shrek den lykkelige", så dagens lys.

Stemmeskuespillet i den amerikanske version leveres atter af Mike Myers, Cameron Diaz og Eddie Murphy som hhv. Shrek, Fiona og Æsel. Eddie Murphy har allerede været i lydstudiet for at indspille noget af dialogen til den kommende film. Det vides i skrivende stund ikke, om Antonio Banderas også vender tilbage i rollen som Den Bestøvlede Kat – eller Puss in Boots, som karakteren hedder på originalsproget.

Se også: Den bestøvlede kat har kun ét liv tilbage i traileren til "Puss in Boots: The Last Wish"

Ud over den næste "Shrek"-film er der også en spin-off-film på vej med den grønne trolds tro følgesvend, Æsel, som omdrejningspunkt. Præcis hvornår dét eventyr kan opleves, vides dog endnu ikke, men også her er Eddie Murphy klar i rollen som den irriterende, om end charmerende fan-favorit.

"Shrek 5" udkommer formentlig i biograferne herhjemme nogenlunde samtidigt med premieren i USA, og hvis ikke bliver vi grønne af misundelse...

Kommentarer

"Shrek 5" får endelig en premieredato

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen