Fortress \o/
"Re-Animator"-instruktøren Stuart Gordon er død, 72 år
Gordon lavede et væld af kulørte kultfilm gennem sin mangeårige karriere.
Gordons familie bekræfter over for Variety, at Gordon døde i går. Dødsårsagen er ikke blevet offentliggjort.
Filmmageren er især kendt for sit arbejde inden for gysergenren – hans hovedværk er uden tvivl gyserklassikeren "Re-Animator" fra 1985 baseret på H.P. Lovecrafts bog, som handler om den gale videnskabsmand Herbert West, spillet af en enormt veloplagt Jeffrey Combs, der har udviklet et lægemiddel, som genopliver døde væsner.
Gordon instruerede året efter endnu en Lovecraft-filmatisering, "From Beyond", og skrev også manuskriptet til "Body Snatchers" fra 1993 og instruerede actionfilmen "Fortress" fra 1992 med Christopher Lambert.
Men Gordon var ikke kun aktiv inden for gysergenren. Han var faktisk en af idemændene bag "Skat, børnene er skrumpet" (1989) og arbejdede også senere på toeren samt tv-serien baseret på den succesfulde familiefilm.
Gordon var også meget aktiv på de skrå brædder og instruerede teaterstykker skrevet af bl.a. Edgar Allen Poe og David Mamet, og han skrev sågar manuskriptet til en rost musical-udgave af "Re-Animator".
Gordon efterlader sig sin hustru, Carolyn Purdy-Gordon, tre døtre og fire børnebørn.