Tak til Bruno for at gøre mig opmærksom på denne glædelige nyhed! :-D
Salget af dvd- og Blu-ray-afspillere er steget under pandemien
De fysiske medier oplever en mindre renæssance netop nu.
Salget af fysiske skiver (dvd, Blu-ray og 4K UHD) og maskiner, der kan afspille dem, er kun dalet de seneste år, i takt med at antallet af streaming-tjenester og -abonnenter er vokset. Indtil nu.
Det amerikanske data-institut NPD rapporterer, at salget af dvd- og Blu-ray-afspillere var 27% større i midten af april i år, end det var i selvsamme periode tilbage i 2019.
NPD-analytikeren Stephen Baker udtaler: "Salgstallene er steget, fordi forbrugerne bliver hjemme og er på udkig efter flere former for underholdning – herunder dvd'er og Blu-ray-udgivelser, der kan underholde børnene, mens forældrene arbejder."
Fordi så mange folk er i hjemmekarantæne i øjeblikket over hele verden, så har flere forbrugere åbenbart indset, at det er vigtigt med en maskine, der kan levere underholdning i hjemmet, hvis internettet kommer under pres.
NPD rapporterer desuden, at der aldrig før er blevet solgt så mange fjernsyn før uden for feriesæsonen.