Kind of releateret: soundvenue.com/film/2020/11/danske-filmskabere-kritiserer-shorta-jeg-havde-ikke-lyst-til-at-se-mere-efter-den-foerste-scene-428156
Skidegod artikel af Sarah Glerup, som jeg faktisk gik på filmhøjskolen med for evigheder siden og stadig taler med her og der. Og medieforskeren Tess Thorsen, som Sarah har talt med, havde jeg faktisk som hjælpeunderviser på Uni, og hun er vanvittigt dygtig. Catherine og Anita kender jeg desværre ikke.
Men jeg synes, de har nogle vildt gode pointer - særligt i forhold til, hvor vigtigt det er at udforske minoriteternes perspektiv i dansk film og også lade de minoriteter fortælle de historier selv, fordi det betyder naturligvis noget, at de har de oplevelser og erfaringer helt tæt inde på livet, om end filmens ene instruktør, Anders Ølholm, også er opvokset i Urbanplanen og altid har været ivrig efter at portrættere de stemmer, der ikke får megen plads i rampelyset, og vel at mærke på en respektfuld og sandfærdig facon.
Det er også vigtigt at lytte til deres stemmer, fordi de pointerer problemer, som vi andre (såsom en gennemsnitlig, hvid middelklassesdansker som mig) kan være totalt farveblind over for. Jeg havde slet ikke tænkt på, hvordan de grynede, orange plakater kunne være med til at formidle en negativ fremstilling af ghettoerne, men jeg kan sgu godt se det nu, og det kan ikke bare affejes med "hvis du ikke havde tænkt over det, så betyder det jo ikke noget," for de ting kan sagtens bore sig fast i vores underbevidsthed og påvirke os subtilt derigennem.
Jeg vil dog sige, at der aldrig er tvivl om i filmen, at den racistiske betjents problematiske tendenser ER problematiske. Og jeg tror, det er enormt subjektivt, om folk sidder og griner og hepper på ham alligevel - jeg synes jo fx også, at flere af karaktererne i "Blinkende lygter" er decideret ubehagelige, utiltalende og forkastelige, men de får langt de fleste danskere til at klappe sig selv på låret af grin. Måske fordi de genkender facetter af dem selv. Så må man jo håbe, at disse mennesker, når de ser "Shorta", oplever at få udfordret deres perspektiv på samme måde som betjenten. Det er i hvert fald ikke filmens eller filmmagernes intention at blåstemple hans opførsel. På ingen måde. De siger, at de er kede af, at andre i salen ikke blev kede af at se betjentens ugerninger - det gjorde jeg dæleme! Det gjorde de andre i salen, hvor jeg så den. Men der kan SAGTENS være sale derude, hvor der sidder fjolser, der højlydt morer sig over det usmagelige. Desværre er Danmark jo fyldt med narhoveder.
Derudover er Amos LANGT FRA den eneste "brune" karakter i filmen, som afviger kraftigt fra betjentens snæversynede outlook. Og jeg har en HELT anderledes opfattelse af slutningen, og hvad den skulle have mig til at føle, end de to interviewede, og i mine øjne bagatelliserer de en meget vigtig begivenhed i filmen, som i min optik gives langt større vægt af filmmagerne, end de interviewede føler.
"Vores liv betyder tydeligvis ikke lige så meget" siger den ene i artiklen, og det er tydeligvis et af de problemer, som filmen forsøger at italesætte, og som den tydeligt understreger er et problem. Så havde det helt sikkert været interessant, hvis mere af spilletiden var blevet brugt på indbyggerne i ghettoen frem for betjentene, men så havde det også været en anden historie, og så er der andre faktorer i filmen (såsom den ene betjents skyggesider), som ikke havde stået lige så klart. Så jeg ville hellere kæmpe for, at der blev lavet et supplement til "Shorta" med et anderledes perspektiv (ideelt: en anden film med andre folk bag den), frem for at man totalt underkendte "Shorta".
Som instruktørerne også fortalte mig i interviewet - og det har alle dage været 110% spot-on - så er det også lettere at "smugle" vigtige pointer og budskaber ind i biografmørket og nænsomt skubbe det ind i tilskuernes bevidsthed, hvis det indgår i en på-overfladen mere genretypisk, underholdende film. Men når nu de interviewede tydeligvis har oplevet så mange ubehageligheder og negative stereotyper på egen krop, så giver det sig selv, at man lettere og klarere kan spotte potentielle fortællinger og elementer i dem, der kan styrke fordommene, men måske er man samtidigt ikke lige så obs på (naturligt, fordi de har ført til så stort ubehag) at de inddrages for at problematisere og debattere fordommene og ikke for at promovere dem.
Det blev min meget lange, snørklede og stensikkert forvirrende tankestrøm om emnet :-) Men jeg glæder mig meget til at gense "Shorta" med netop de to interviewedes perspektiver in mente.