Jeg er vild med Smith, McCreary og He-Man. MEN... selvom det da lyder meget fedt, så er jeg brandærgerlig over, at de ikke har fået rettighederne til det oprindelige tema, eller at McCreary fik lejlighed til at indspille en ny, fed orkesterudgave af dét. Det ER bare en ikonisk titelmelodi.
Se Kevin Smiths stærke reaktion på musikken til "Masters of The Universe: Revelation"
Legenderne He-Man og Skeletor vender tilbage i ny animationsserie, der tager tråden op fra 1980'erne.
Som tidligere rapporteret står supernørden og filmmageren Kevin Smith bag en ny He-Man-animationsserie til Netflix med titlen "Masters of the Universe: Revelation". Moovy TV interviewede også Smith sidste år og talte lidt om den kommende tegnefilmsserie.
Den nye serie tager publikum med tilbage til planeten Eternia og Castle Grayskull, hvor vi igen skal møde den ikoniske superhelt He-Man og dennes ærkefjende Skeletor, der tilbage i 1980'erne bekæmpede hinanden i animeret form i serien "He-Man and the Masters of the Universe", som var baseret på Mattels legendariske actionfigurer.
Se også: Moovy TV: An Evening with Kevin Smith and Moovy
Nu har Smith så afsløret, at seriens score bliver leveret af komponisten Bear McCreary ("Battlestar Galactica", "The Walking Dead"), og ikke nok med det: McCreary har netop leveret det såkaldte transformationstema, som du kan lytte til herunder samtidig med, at du bevidner Kevin Smiths begejstrede reaktion.
Den pompøse musik skal ledsage Prins Adam, når han forvandler sig til He-Man med de udødelige ord "I have the power!"
Stemmeskuespillet leveres af navne som Mark Hamill ("Star Wars: The Rise of Skywalker"), Christopher Wood ("Supergirl"), Lena Headey ("Game of Thrones") og Sarah Michelle Gellar ("Buffy the Wampire Slayer") i rollerne som hhv. Skeletor, He-Man, Evil-Lyn og Teela.
"Masters of the Universe: Revelation" udkommer på Netflix engang i 2021. Introtemaet kan som sagt høres her: