Har i som anmeldere adgang til materiale på NF før andre?
Anmeldelse: News of the World (Netflix)
Tom Hanks er som altid fantastisk i Paul Greengrass' western, men det er i samspil med den ligeså fremragende Helena Zengel, at filmen finder sit hjem.
"Captain Phillips"-duoen Paul Greengrass og Tom Hanks forlader den synkende biograffilmskude og søger tilflugt på det faste streamingland med Netflix-filmen "News of the World". Her trasker Hanks på hest mod endnu en sandsynlig nominering til det forestående Oscar-show, men denne subtile præstation er måske for lavmælt til, at de rigtige i akademiet vender blikket. Det er dog derfor godt, at den lander på Netflix. Her kan alle og enhver nyde Hanks i topform i denne neo-western om en nyhedsoplæser, der rejser hundredvis af kilometer for at finde et hjem til en forældreløs pige.
Captain Jefferson Kyle Kidd er en omrejsende nyhedsfortæller. Ikke alle i det vilde vesten kan læse, så han indrammer sine fortællinger som tiltalende narrativer og tjener en fin skilling på det. Under en rejse støder han på en ung, forældreløs pige, der blev taget ind af Kiowa-stammen, efter hendes forældre blev dræbt. En indgroet medlidenhed for det uregerlige pigebarn stiller Kidd til opgave at transportere Johanna til en tante og onkel på tværs af prærien. Undervejs møder surrogatfar og -datter vestens barske grusomheder i form af pengegriske mænd, berygtede bander og naturen selv.
Det er nemlig en række af set pieces, som Paul Greengrass i bund og grund har orkestreret på dette nådesløse roadtrip. Heldigvis synes de skabt med en følelsesmæssig retfærdighed, der udforsker forskellige aspekter af Kidd og Johannas forhold. Derudover har Greengrass simpelthen en elementær skarp forståelse for actionscener, som fylder øjeblikke med spænding i en ellers ret emotionelt funderet film. Det afspejles også i den smukke, Golden Globe-nominerede underlægningsmusik af James Newton Howard.
Til trods for, at vi bevæger os i 1870, føles Kidd og Johannas forhold ægte – også selvom denne slags spontane relationer især er blevet udforsket i spilverdenen med værker som "The Last of Us", "The Witcher 3" og "God of War". Årsagen til forholdets gode dynamik er Helena Zengel, der sidste år sparkede døren ind med sin voldsomme præstation i "Systembryder". Som Elizabeth Marvel siger i en fin birolle, så er Johanna blevet forældreløs over to omgange, og Zengels portræt af en pige uden et sted at kalde hjem er lige så hjerteskærende, som det er imponerende. Og selvom Kidd forsikrer hende, at hendes fortælling ikke er slut endnu, ses smerten underneden tydeligt.
"News of the World" handler i bund og grund om fortællingers styrke. Hvordan ord på siden kan snige smil på læben eller skubbe mennesker sammen. Historier kan belyse samfundets problemer og skabe betydelig forandring – men også bruges til at bringe blod i kog. Så Kidd sørger for at prædike præcist med patos og pondus, for han ser vigtigheden i oplysning og nødvendigheden i en "hjem-ude-hjem"-beretning. Også selvom det kræver, at det sidste "hjem" blot er på hesteryg på den uendelige rejse.
Fortællingen om Kidd og Johanna forfattes med store følelser, små følelser og de flygtige indimellem. Det er en smuk, men nådesløs rejse mod et muligt hjem, hvor hvert skridt på den støvede sti nedfælder det næste bogstav i livshistorien. Og måske når deres egne kapitler endda verden rundt som nyheder, folk kan inspireres af. I hvert fald kan publikum børste præriestøvet af sofaen og sandkornene ud af øjenkrogen, for forholdet mellem Tom Hanks og Helena Zengel er en rejse fuld af nuanceret, men velkommen medmenneskelighed.
"News of the World" kan ses på Netflix 10. februar.