Flot intro, Johan :-)
125.000 så årets Robert-uddeling
Rekordmange seere fulgte med under uddelingen af "de danske Oscars".
Den 6. februar blev årets Robert-priser uddelt. Vinderne i hele 28 kategorier blev kåret af de godt 2000 medlemmer af Danmarks Film Akademi, og helt som ventet løb den Oscar-nominerede "Druk" med de fleste store priser.
På grund af coronapandemien var der tale om en virtuel event, hvor værten, Søren Høy, og Co. annoncerede vinderne fra et studie, mens vinderne deltog via webcam.
Det hele blev altså transmitteret live online, og i en pressemeddelelse slår filmakademiet fast, at der var tale om en rekordstor seersucces, idet hele 125.000 seere fulgte med undervejs.
Læs også: "Druk" er nomineret til fire engelske Oscars – inklusive Bedste instruktør og Bedste mandlige hovedrolle
Ifølge filmakademiets formand, Jacob Neiiendam, kan succesen forklares således: "Det har trods corona og nedlukning været et ret fantastisk filmår, hvor danske film og serier endnu engang er braget igennem og trods virkelig svære forudsætninger har samlet og begejstret publikum.
"Og når live-stream af Robert Prisen på aftenen får 125.000 views, er det netop et udtryk for det engagement, der er mellem de danske produktioner og det danske publikum."
En af de mere morsomme takketaler kom fra Mads Mikkelsen, som vandt for sin præstation i "Druk" og også var nomineret for sin indsats i "Retfærdighedens ryttere". Mikkelsen startede med at takke sine mednominerede – Nikolai Lie Kaas, Jacob Lohmann og Mikkel Boe Følsgaard: "Tak til Nikolai, Jacob og ham den anden Mads. I var fede, men åbenbart ikke fede nok."
Den kun 15-årige Flora Ofelia Hofmann Lindahl modtog som årets yngste prismodtager en Robert for 'Årets kvindelige hovedrolle i en tv-serie' takket være sin præstation som Holly i DR-serien "Ulven kommer". Hun flød nærmest over af glæde over at modtage den fornemme pris foran så prominente kolleger som Laura Christensen, Karen-Lise Mynter, Lene Maria Christensen og Asta Kamma August.
Hele årets show kan stadigvæk ses på filmakademiets hjemmeside her, og herunder kan du se årets Robert-introfilm med højdepunkter fra det forgangne danske filmår, som Moovy på sin vis var lidt inde over: