Snakkede de ikke om en True Lies serie en overgang ?
Arnold Schwarzenegger laver spionserie til Netflix
Den muskuløse østriger skal for første gang spille hovedrollen i en tv-serie.
Efter en lang og glorværdig karriere som frembrusende filmstjerne får den snart 74-årige Arnold Schwarzenegger nu omsider sin første tilbagevendende hovedrolle i en live-action tv-serie.
Det rapporterer The Hollywood Reporter, som desværre ikke kan fortælle os navnet på den nye serie endnu, men som til gengæld har lidt info om seriens plot:
I serien spiller Schwarzenegger en garvet spion, der i al hemmelighed arbejder for CIA. Det samme gør hans datter, men ingen af de to aner, at den anden arbejder under samme tag. Men da de tvinges til at samarbejde på en vigtig mission, må de tage deres forhistorie op til revision.
Læs også: Arnold Schwarzenegger nedsabler Donald Trump i storslået brandtale
Serien, som altså stadig er unavngivet, bliver angiveligt spækket med både action og humor. Monica Barbaro, som snart dukker op i "Top Gun: Maverick", har rollen som spionens datter.
Om projektet udtaler Schwarzenegger: "Fans over hele verden har i årevis bedt mig om en vild rutsjebanetur som denne, og nu får de den. Jeg glæder mig helt vildt til at arbejde på serien."
Serien er i øvrigt udtænkt af den erfarne tv-producer Nick Santora, som også arbejder på Amazons kommende Jack Reacher-serie. Vi ved dog endnu ikke, hvornår Schwarzeneggers spion tropper op på alverdens fladskærme.