Fuuuuuuuuuck, det er spændende!
Quentin Tarantinos "Star Trek"-film bliver R-rated og har måske fundet sin manuskriptforfatter
Hvis Tarantinos "Star Trek"-film bliver en realitet, bliver den den første R-ratede "Star Trek"-film til dato.
Forleden rapporterede vi, at Quentin Tarantino har diskuteret sin idé til en ny "Star Trek"-film sammen med franchisens ansvarshavende filmproducer: J.J. Abrams ("Star Wars: The Force Awakens").
Tarantino er en trofast trekkie, som ofte har bekendtgjort sin kærlighed til Gene Roddenberrys sci-fi-univers.
Men selvom "Star Trek" er kendt for sin utopiske og fredelige fremtidsvision, så har Tarantino altså forlangt at få lov til at lave en R-rated film, hvilket Abrams og filmselskabet Paramount er gået med til, fordi de er ivrige efter at få Tarantino med om bord.
KUN ÉT "FUCK". INDTIL VIDERE...
En R-rating er ensbetydende med, at børn og unge under 17 år skal have en ledsager med i biografen, og at filmmagerne har langt større frihed til at bruge vold og bandeord.
Dén slags er bestemt ikke kutyme i "Star Trek", hvor eksempelvis ordet "fuck" blev sagt for første gang nogensinde i franchisens historie i et nyligt afsnit af tv-serien "Star Trek: Discovery".
Tarantino har i øjeblikket travlt med arbejdet på et drama om seriemorderen Charles Manson, så han og Abrams er p.t. på udkig efter en manuskriptforfatter, der kan veksle Tarantinos idé til en fuldbyrdet drejebog, som Tarantino så forhåbentlig kan instruere ud fra.
Og Tarantino mødtes forleden i flere timer med tre forfattere: Mark L. Smith, Lindsey Beer og Drew Pearce. Kvartetten brainstormede og én af dem får manus-tjansen, og ifølge Deadline Hollywood er Smith i øjeblikket favoritten i forfatterkapløbet.
Beer har arbejdet på den kommende monsterfilm "Godzilla vs. Kong", Pearce har bl.a. "Mission: Impossible - Rogue Nation" og "Iron Man 3" på CV'et, og Smith er bedst kendt for sit manus til den Oscar-belønnede "The Revenant".