Synes klippet hvor Solo i silhuet betragter Tusindårsfalken er spot on! Til gengæld virker billedet af Emilia Clarke på mig som er det taget ud af en anden film. Generelt ser det nu ikke helt tosset ud...
Trailer: Første tempofyldte teaser til "Solo: A Star Wars Story" er landet!
Så er de første klip fra Star Wars-filmen om den unge Han Solo omsider blevet frigivet her små fire måneder før filmens premiere.
Den korte teaser, der kan ses herunder, byder blandt andet på klip af "Game of Thrones"-stjernen Emilia Clarke, wookien Chewbacca, Donald Glover som Lando Calrissian og ikke mindst Alden Ehrenreich i hovedrollen som den ikoniske rumpirat Han Solo.
Derudover får vi første korte glimt af Woody Harrelson som Solos mentor Beckett samt ikke mindst klassiske Star Wars-fartøjer som Star Destroyere, TIE-fighters samt selveste Tusindårsfalken. Desuden ser det heller ikke ud til at skorte på hverken action eller laserstråler i den nye historie fra galaksen langt, langt væk om Han Solos eventyr forud for den originale "Star Wars"-film.
"Solo: A Star Wars Story", der er instrueret af Ron Howard, får dansk premiere 24. maj.