Trailer: Ny gameplay-video til "Star Wars: Squadrons" byder på gamle kendinge og drabelige dogfights
Nu kan du snart hoppe om bord i din yndlingsstarfighter og være med til at afgøre galaksens skæbne i tiden efter "Jedi-ridderen vender tilbage".
EA har frigivet en ny gameplay-video til videospillet "Star Wars: Squadrons", der fokuserer på singleplayer-kampagnen, og videoen kan ses herunder.
Som det fremgår, byder videoen på glimt af klassiske "Star Wars"-karakterer som Leia Organa og Wedge Antilles, mens vi også får et gensyn med Hera Syndulla fra animationsserien "Star Wars Rebels".
Singleplayer-kampagnen udfolder sig i kølvandet på ødelæggelsen af den anden Dødsstjerne i "Jedi-ridderen vender tilbage". Her får spilleren mulighed for at opleve konflikten og de episke slag fra såvel Den Nye Republiks som resterne af Imperiets perspektiv.
Spillet kan tilmed spilles i Virtual Reality på PS4 og PC.
Du kan hoppe om bord i klassiske "Star Wars"-fartøjer såsom X-Wings og TIE-fighters, når "Star Wars: Squadrons" udkommer til Xbox One, PS4 og PC 2. oktober.