Det kan godt være jeg ikke er den skarpeste kniv i skuffen, men overskriften er, at de nægter at fortælle om omsætningen og længere nede står der at den har indtjent $20 millioner den første uge. Er det ikke at dele omsætningen?
Filmselskab nægter at afsløre, hvor godt "Tenet" klarer sig finansielt under coronapandemien
Warner Bros. holder kortene tæt ind til kroppen, og det nager Hollywoods andre filmselskaber, som er nysgerrige på filmens succes under pandemien.
For nylig blev Christopher Nolans "Tenet" udgivet i alverdens biografer som den første store Hollywood-produktion siden coronavirussens udbrud i starten af året.
Filmen solgte et hæderligt antal biografbilletter i bl.a. Danmark og i adskillige asiatiske lande, men i USA, hvor en tredjedel af biograferne fortsat er lukkede, indtjente filmen blot 20 mio. dollars efter en hel uge i biografsalene.
Selvom produktionsselskabet bag filmen, Warner Bros., har insisteret på, at den skuffende omsætning bør betragtes i et særligt lys på grund af pandemien, så peger selskabets nylige udskydelse af "Wonder Woman 1984" på, at filmens udgivelse betragtes som et mislykket sats.
Læs også: Piratkopier af "Tenet" og "The New Mutants" florerer allerede online
Og det gør et andet faktum i øvrigt også: Warner Bros. nægter at dele filmens nøjagtige daglige eller ugentlige omsætningstal med pressen og Hollywoods andre filmselskaber. Vi ved således ikke, hvor godt filmen har klaret sig finansielt siden startfasen.
Umiddelbart skulle man mene, at det er en helt fair beslutning, men det har i årevis været kutyme, at filmselskaberne deler deres data med hinanden og pressen – uanset hvor godt eller skidt en film klarer sig. Faktisk betaler alle Hollywoods filmselskaber en stor sum penge for at modtage data om både deres egne film og konkurrenternes.
Og andre filmselskaber har brokket sig over, at Warner Bros. er så usædvanligt hemmelighedsfulde. Især fordi "Tenet" er den første udgivne storfilm under pandemien, og andre filmselskaber vil gerne lære af Warner Bros.' erfaringer, og samtidig håber de vitterligt, at "Tenet" bliver en succes og således slår fast, at USA's biografgængere atter har mod på at begive sig ind i biografmørket.
Læs også: Christopher Nolans "Tenet" skal indtjene 1 mia. dollars for at generere overskud
Ifølge Variety tøver Warner Bros. med at offentliggøre indtjeningstallene for "Tenet", idet de frygter, at journalister vil betegne Christopher Nolans sci-fi-thriller som et flop.
Vi ved stadigvæk ikke, hvor godt "Tenet" klarer sig dag for dag i USA, og ifølge Variety er det ikke usandsynligt, at flere filmselskaber fremover vil nægte at dele deres indtjeningstal med offentligheden.
"Tenet" skal angiveligt indtjene cirka 1 mia. dollars på verdensplan for at skabe overskud, hvilket virker som en fuldkommen umulig mission på nuværende tidspunkt. Fremtiden for filmselskaberne og alverdens biografer er altså stadig indhyllet i mystik og uvished i disse unikke tider.