Jamen det kan da være den bliver en større succes en man ville have troet, hvis publikum er sultne nok efter popcorn.
Jamen dog! Den udskudte "Monster Hunter" udkommer i år
Det er ikke så tit i øjeblikket, at vi får at vide, at film udkommer tidligere end planlagt.
Tilbage i juli blev Paul W.S. Andersons nyeste spilfilmatisering, "Monster Hunter", den seneste potentielle blockbuster, som blev udskudt på grund af coronavirussens hærgen.
Filmen skulle oprindeligt have haft biografpremiere i midt-september i år, men den blev udskudt til april 2021. Men nu rapporterer Variety, at "Monster Hunter" alligevel vil udkomme i år – nærmere bestemt den 30. december.
Der er vel at mærke tale om filmens amerikanske premieredato. Vi ved endnu ikke, om filmen også vil udkomme den dag i Danmarks biografer.
Læs også: Videospil-filmen "Just Cause" finder sin instruktør
Det er ikke usandsynligt, at "Monster Hunter" er blevet rykket til december i år, idet den ville have konkurreret med James Bond-filmen "No Time to Die" i april 2021, mens den nylige udskydelse af "Dune" (og den sandsynlige udskydelse af "Wonder Woman 84") efterlader god plads til "Monster Hunter" i biograferne lige op til nytår.
"Monster Hunter" er baseret på Capcoms populære videospilserie af samme navn. Vi følger løjtnanten Artemis, der bliver transporteret til en anden verden, hvor hun sammen med andre soldater må jagte og nedlægge store, dødsensfarlige monstre.
Milla Jovovich, som også er gift med instruktøren Paul W.S. Anderson, indtager hovedrollen som Artemis. De to har også tidligere lavet hele seks film baseret på Capcom-spilserien "Resident Evil".
(OPDATERET 13.22: Vi har netop fået at vide, at filmens danske premieredato er allerede den 3. december 2020)
Herunder kan I i øvrigt se en ultrakort teaser til den kommende "Monster Hunter":