Uf - det glæder jeg mig til at læse og ikke mindst diskutere. Du har sikkert bogen stærkere i hukommelsen end jeg, men sådan som jeg husker den, gengiver filmen meget retmæssigt karakterenes motiver, karaktertræk og følelser (eller manglen på samme). Det var også derfor, jeg hev fat i din kritik af Leto og hans forhold til Paul tidligere. Det er bare ret nøjagtigt sådan, som jeg husker det fra bogen. Det jeg savner er mere i venskabet eller nærmest det far/søn forhold, der er mellem Paul og Duncan. Det husker jeg som en ret væsentlig del af bogen, og det berøres kun delvist i filmen.
Nej, der er ikke en overflod af åbenbar kærlighed, hvis man kan sige det sådan, mellem Leto og Paul. Men der er helt klart flere momenter, hvor man fornemmer deres gensidige hengivenhed og respekt, bl.a. i hvor opsat Leto er på, at Paul klarer sig godt i sin nye rolle. Meget af det her kan også opleves i miniserien fra 2000. Og så er der så absolut også flere stærke karakterøjeblikke mellem Paul og Jessica, Jessica og Leto osv. osv. Under alle omstændigheder er filmen generelt bare for blottet for nærvær og følelser, og det bugner bogen altså af.
Men nu hvor du spørger så pænt, så får du hele min smøre her :-)
---
Det var sjovt at se den to gange i streg i tirsdags. Efter den første visning var jeg praktisk talt stensikker på, at jeg ville slynge 5 stjerner efter filmen. Under filmen tog jeg faktisk flere gange mig selv i at tænke, at det her jo er et 6-stjernet storværk. At alt andet end topkarakter ville være decideret useriøst. Efter at have tygget lidt på filmen i toget på vej til Biograf #2 vaklede jeg mellem 4 og 5. Efter mit gensyn med filmen var jeg tættere på 3 end 5.
Det er selvfølgelig åndløst og uretfærdigt at reducere en vurdering af Villeneuves "Dune" til et tal. Og jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at være så narcissistisk at påstå, at min oplevelse er almengyldig. Men en film SÅ æstetisk overrumplende som denne har godt af at blive set igen, hvor ens sanseapparat er bedre forberedt, så man har bedre plads og overskud til at FØLE og måske ane, om der vitterligt er mere bag facaden, som rent faktisk kan blive hængende i en. Og det er der bare ikke nok af i "Dune", synes jeg.
Siden "Sicario" har Villeneuve været min favoritinstruktør i Hollywood. Jeg elsker praktisk talt alle facetter af den mands film. Og ligesom mange andre er jeg også kæmpe "Dune"-fan. Det er en af de tre bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Jeg kan faktisk godt lide miniserien fra 2000 (som primært er hæmmet af et tv-budget, som har gjort kulisserne og effekterne indimellem distraherende dårlige), og Lynchs film er faktisk ikke så tosset, indtil han pludselig indser, at han har en halv film tilbage til at fortælle 75% af bogen, og han derfor skruer tempoet så højt op, at filmen crasher totalt. Jeg har sågar stadig mit CD-ROM eksemplar af Cryos glimrende pc-spil fra 1992, som er baseret på bogen, men visuelt knyttet til Lynchs film.
Derfor er det også let for mig at sige, som mange andre allerede har gjort, at filmen står svagt, fordi den slutter meget brat og uforløst, fordi det er en halv fortælling. En halv bog. Men filmen slipper altså for let, hvis dét får lov til at stå tilbage som den største (og - for flere anmelderes vedkommende - ENESTE alvorlige) anke mod den.
"Eventyret om ringen" havde stadig været en god film, hvis den var sluttet allerede ved Rivendell, lige da broderskabet er stiftet. Jovist, filmen havde føltes ufuldstændig, men jeg gætter på, at vi stadig havde været tilfredse, fordi vi allerede var kommet helt ind under huden på alle dens karakterer. Vi forstod alt ved historiens centrale konflikt og kendte alle dens spillere. Vi elskede allerede dens helte og hadede dens skurke, og vi forstod hvordan deres verden hang sammen. Oven i hatten havde vi fået en fin dosis action. Og den introducerer endda mindst lige så mange vigtige personer og et lige så stort univers som "Dune".
Men "Dune" er bare så skuffende kold. Jeg føler nærmest intet for karaktererne.
Jovist, det er trist, at Leto skal dø. Men det synes jeg, fordi jeg godt kan lide Oscar Isaac. Han er en dejlig, sympatisk mand med varme øjne. Og jeg bliver da lidt vemodig, når jeg ser Rebecca Ferguson græde, men jeg føler intet for Jessica, fordi hun praktisk talt kun får lov til at forklare plottet. Jeg har intet indtryk af hende som menneske.Jeg er ligeglad med doktor Yuehs bedrageri, fordi jeg har set ham i sammenlagt 45 sekunder, før han forråder den familie, han har tjent så længe og så kærligt. Jeg ved intet om ham, før han begår sin kæmpe (og KÆMPE vigtige) synd og dernæst er nødt til at forklare os hvorfor i en alenlang enetale, fordi filmen har været ligeglad med ham ("jo, nu skal du høre Leto... jeg forråder dig nu, fordi baronen har min kone. Hun hedder i øvrigt Wanna, og hende har baronen taget til fange, og hun kan potentielt dø og... hey, er du faldet i søvn? Hvad mener du, at du aldrig har mødt mig før?!").
Jeg ELSKER Stellan Skarsgård som Baron Harkonnen - eller rettere sagt: jeg elsker hans udseende og TANKEN om Skarsgård i den rolle, fordi figuren hverken elsker eller hader jeg, for han er med i 4 minutter, og han virker ikke rigtig ond. Hans nevø, Rabban, virker lidt mere ond, fordi han skriger vredt i et par sekunder, og i én sløret scene, der også er ultrakort, kan jeg liiiige nøjagtigt ane ham slå en tilfældig soldat ihjel i hjørnet af billedet. Jeg får slet ikke belæg for at hade de her monstre - de centrale skurke i en kæmpe sci-fi-sæbeopera (i hvert fald nu, hvor Feyd tilsyneladende ikke er med). Angrebet på Letos borg burde have ramt os PRÆCIST lige så hårdt som THE RED WEDDING. I stedet føles det bare som det næste plot point i rejsen mod den bratte slutning. "Vi har udvekslet blod i 100 år" siger baronen til Leto, lige før han dør. Én bisætning er alt, der er afsat til at skildre det onde blod mellem de to centrale spillere i HELE fortællingen. Det er simpelthen for overfladisk. For ufølsomt.
Alle de andre bifigurer er jeg også ligeglad med. Jeg får intet incitament til at holde af dem. Kun Paul tiltaler mig lidt (hvilket selvfølgelig er vanvittigt heldigt for filmen), fordi Chalamet med sin karisma og blanding af autoritet og skrøbelighed rammer mig. Jeg fornemmer til gengæld ikke noget stærkt bånd mellem Paul og hans mor eller far. Ud over en enkelt scene på en mark med Paul og Leto er der nærmest ingen antydning af, at nogen af de her personer har en stærk relation. Når Leto dør, føler jeg hverken sorg over hans død eller nogen sorg på vegne af Jessica eller Paul. Alle følelser drukner i filmens ubarmhjertige, omfangsrige mørke. Og hvorfor er alle egentlig ikke bare ligeglad med det der krydderi? Det er filmen i hvert fald.
Og jeg tror det er derfor - det er det i hvert fald for mit vedkommende - at nogle bare, for at citere Casper, bliver "mast" af filmen. Ikke fordi den har et bombardement af informationer eller slutter brat, men fordi vi simpelthen ikke har lært at holde af dens menneskelige skæbner. Hvis vi havde det, så havde vi haft en brændende trang til at se Paul og Jessica overleve i ørkenen. Vi havde haft et brændende behov for at se de sympatiske fremen sejre mod deres undertrykkere. Vi havde følt en brændende vrede mod Harkonnen-klanen og kejseren over deres massakre. Og den vrede havde været mere end rigeligt incitament til at sikre, at vi skreg "GIV OS TOEREN NU!", så snart rulleteksterne ramte lærredet.
Og jeg kan sige for mit eget vedkommende, at filmens sansebombardement ved første gennemsyn forblændede mig meget i forhold til de her mangler. Men hvis jeg aldrig havde set den igen, havde det også kun været sansebombardementet, jeg for alvor havde taget med mig, og det havde sgu ikke været nok. "Ringenes herre" rammer mig stadig på fladskærmen. Det tror jeg ikke, at "Dune" kommer til at gøre. Overhovedet.
Villeneuve har måske, ligesom os fans, et alt for stærkt kendskab til kildematerialet til at forstå, at det usagte og uviste ikke bare skabes pr. automatik i tilskueren. Uanset om den tilskuer så allerede er fan eller ej. Nogle vil måske sige, at JEG er forblændet af mit forhold til kildematerialet. "Åh, du vil bare have ENDNU mere fra bogen! Så havde den da været endnu tungere og koldere!" Nej, jeg taler tværtimod for, at Villeneuve skulle have droppet MERE fra bogen, måske kombineret nogle figurer, så hans karakterer havde haft mere plads til at ånde. Så filmen kunne være kommet mere ind under huden på dem OG os.
Og så vil nogen fans måske råbe op om, at "Dune" jo ER en mere kold, eftertænksom, dybsindig og filosofisk roman i forhold til fx "Ringenes herre". Men "Dune" BUGNER altså også af følelser. Af storstilet, følelsesladet drama. Af karismatiske helte og grumme skurke, som man enten elsker eller elsker at hade. Her gør jeg ingen af delene, og selvom denne første film utvivlsomt vil stå endnu svagere, hvis der ikke kommer en 2'er, så vil det altid være et issue, at den slet ikke fik mig til at falde for Paul, som jeg faldt for Frodo.