Men Tarantino?
Zachary Quinto krydser stadig fingre for "Star Trek 4"
Men Spock-skuespilleren er langtfra sikker på, at filmen vitterligt bliver lavet.
Det er efterhånden tre år siden, at Quinto sidst spillede den spidsørede, halvt vulcanske videnskabsofficer Spock om bord på rumskibet Enterprise i "Star Trek Beyond".
Se også: Quentin Tarantino vil stadig gerne lave en "Star Trek"-film
Men produktionen af en fjerde film med Quinto og Chris Pine i rollerne som hhv. Spock og kaptajn Kirk er angiveligt gået i stå pga. nedbrudte lønforhandlinger mellem filmselskabet og Pine. S. J. Clarkson var ellers blevet hyret som instruktør på filmen, men hun har nu travlt med andre projekter.
Og i et nyt interview med Vulture fortæller Quinto, at han ikke ved, om der vil blive pustet liv i projektet igen:
"Jeg ved ikke, hvad der sker [med 'Star Trek 4'], og jeg prøver at finde ud af, hvad der kommer til at ske, hvis der altså overhovedet kommer til at ske noget."
Quinto er dog glad for, at "Star Trek"-franchisen er i fuld vigør på flimmerkassen – 3. sæson af "Star Trek: Discovery" er på trapperne, og Patrick Stewart gentager snart rollen som Enterprise-kaptajnen Jean-Luc Picard i "Star Trek: Picard".
Men Quinto vil også gerne selv rejse lidt mere rundt i Mælkevejen: "Mit håb er, at vi også får lov til at vende tilbage og spille rollerne igen. Men det er umuligt at sige, om det kommer til at ske eller ej."
Du kan se vores interviews med Quinto og resten af "Star Trek Beyond"-holdet herunder: